Tobakskæmpe klar til at teste coronavaccine på mennesker

British American Tobacco vakte opsigt tilbage i april, da tobaksgiganten meddelte, at den vil udvikle en coronavaccine. Efter positive prækliniske forsøg, er vaccinen nu klar til at blive testet på mennesker.

Proteiner i tobaksplanter kan vise sig at være vejen til en coronavaccine. Cigaretkæmpen British American Tobacco siger nu, den er klar til at teste vaccinen på mennesker.  Fold sammen
Læs mere
Foto: Juan Barreto/AFP/Ritzau Scanpix

Der kan være en coronavaccine på vej fra en uventet kant.

Den internationale tobakskæmpe British American Tobacco (BAT) har siden april arbejdet på at udvikle en vaccine mod covid-19, og nu er virksomheden klar til at teste vaccinen på mennesker.

De første prækliniske forsøg har allerede givet et positivt resultat, og hvis de amerikanske sundhedsmyndigheder, the Food and Drug Administration, giver grønt lys, vil de første fase-1 test på mennesker starte i juni, skriver BAT i en pressemeddelelse fredag.

British American Tobacco står blandt andet bag cigaretmærker som Camel, Pall Mall og Lucky Strike.

Læs: Liveblog: Coronavirus spreder sig over hele kloden. Få overblikket her

Kur mod ebola

Siden coronakrisen tog fat tidligere på året, har medicinalvirksomheder over hele verden haft travlt med at forske i en vaccine mod virussen. Eksperter har tidligere under pandemien vurderet, at en vaccine vil tage mellem 12 og 18 måneder at udvikle, men fordi British American Tobaccos vaccine er baseret på et protein fra tobaksplanter, regner virksomheden med, at den kan have en vaccine klar allerede inden for et par måneder.

Tobaksplanter er karakteriseret ved, at de gror særdeles hurtigt, og dermed er de stoffer, som man skal bruge i en vaccine, hurtigere klar til brug end ved de konventionelle fremgangsmåder. BAT anslår selv, at det reducerer den nødvendige tid fra flere måneder til seks uger.

Det er virksomhedens amerikanske datterselskab Kentucky BioProcessing, der står bag forsøget med en tobaksbaseret vaccine. Kentucky BioProcessing gjorde sig bemærket, da det i 2014 var blandt de få virksomheder, der udviklede en brugbar kur mod ebola.