Lars Liebst har været Tivoli-direktør i næsten 24 år. Men nu er det også snart slut. Sammen med bestyrelsen i Tivoli har den mangeårige direktør indledt en proces, der ganske enkelt går ud på at finde hans afløser.
»Efter i snart 24 år at have stået i spidsen for en af Danmarks mest spændende og alsidige virksomheder, er bestyrelsen og jeg nu enige om, at tiden er rigtig til et generationsskifte. I min tid er Tivoli gået fra sæsonvirksomhed til helårsvirksomhed, og aldrig har mangfoldigheden i Haven været større,« siger Lars Liebst i en fondsbørsmeddelelse.
Den mangeårige Tivoli-direktør er ikke i tvivl om, at tiden er kommet til at træde til side og lade en ny topchef overtage posten.
»Bestyrelsen for Tivoli har netop vedtaget en ny strategi, som jeg sammen med Tivolis bestyrelse, chefer og medarbejdere har arbejdet på i et år, og det er en god anledning til at give stafetten videre. Jeg har aftalt med bestyrelsen, at jeg fortsætter, indtil min afløser er på plads,« siger Lars Liebst.
Fra Tivolis bestyrelsesformand, Tom Knutzen, er der stor tilfredshed at spore med det arbejde, som Lars Liebst i næsten 24 år har stået i spidsen for.
»Tivoli har igennem de knap 24 år, hvor Lars Liebst har stået i spidsen for selskabet, til stadighed udviklet sig i takt med tiden og med respekt for historien. Det er resultatet af et helt særligt engagement og evne til at se fremad, som kendetegner Lars Liebst. Det er det fremsyn og øje for selskabets tarv, der i dag er omsat til en åben kommunikation og en proces, hvor vi kan gennemføre et generationsskifte uden at miste fokus på gæsteoplevelsen og Tivolis forsatte udvikling. Derfor er vi i bestyrelsen glade for, at Lars Liebst fortsætter, indtil en afløser er fundet,« siger Tom Knutzen.
Tivoli havde i 1995 et underskud på 50 millioner kroner, men kan i dag glæde sig over, at resultatet før skat for 2019 vil lande på omkring 220 millioner kroner. Samtidig er antallet af årskortholdere steget fra 18.000 i 1996 til 277.000 i 2019.
I 1996 havde Tivoli 2.7 millioner gæster, mens det tal i 2018 var steget til 4,9 millioner. For 2018 landede Tivoli et rekordresultat, da omsætningen for første gang nogensinde landede på over en milliard kroner.