Klaus Nyengaard har gjort det før.
Den erfarne iværksætter var fra 2008 og fem år frem topchef for Just Eat. Det var i de år, at selskabet tog skridtet fra at være en fremadstormende dansk iværksættervirksomhed til at være en europæisk mastodont inden for onlinebestillinger af mad og senere udviklede sig til et britisk, børsnoteret selskab, der i perioder har været en del af eliteindekset FTSE100. Under Klaus Nyengaards styring voksede medarbejderstaben i Just Eat fra 40 til 1.000 ansatte.
Nu skal han prøve at gentage kunsten i en ganske anden branche end fastfood.
Han skal stå i spidsen for et nyt fusioneret selskab med navnet LetsBuild, der er resultatet af en fusion mellem det københavnske Geniebelt og det belgiske Aproplan. Med 120 ansatte og kunder i 35 lande skal selskabet ud at kapre andele på markedet for software og digitale løsninger til byggeindustrien.
»Potentialet er enormt,« vurderer Klaus Nyengaard.
Han stiftede Geniebelt i 2013 sammen med englænderen Gari Nickson, danskeren Nikolaj Berntsen, polakken Kacper Kawecki og italieneren Francisco Fernandéz.
Den samme filosofi
Geniebelt er en teknologiplatform, der ved hjælp af en app løbende kan dokumentere og revidere en byggeproces. Både den danske og belgiske virksomhed fokuserer på at løse nogle af de udfordringer, der er i selve byggefasen. Det er blandt andet budgetoverskridelser og forsinkelser, og målet er ultimativt at nedbringe produktionsomkostningerne markant.
»Vi har grundlæggende den samme filosofi og tankegang,« siger Klaus Nyengaard om fusionen.
Han taler om et stærkt match, hvor de to virksomheder både teknologisk og kommercielt komplementerer hinanden, hvilket får den garvede serieiværksætter til at drømme stort.
»Det er svært at sætte tal på, men vi kan vokse meget i mange år, fordi antallet af virksomheder i byggeindustrien, der er gennemgribende digitaliseret, er meget lavt. Og de nuværende udbydere af produkter til branchen er ikke så stærke på løsninger inden for mobil- og cloudteknologi,« forklarer han.
Geniebelt har satset markant på udvikling og vækst i de seneste år. Det kan også ses på bundlinjen, der endte med et minus på 15 mio. kr. i seneste regnskabsår. I forbindelse med fusionen skyder ejerne knap 60 mio. kr. ind i selskabet ud fra erkendelsen af, at det er dyrt at integrere to virksomheder, samtidig med at den nye virksomhed skal vokse. De nuværende ejere er den belgiske kapitalfond Fortino, den finske venturekapitalfond Inventure, den tjekkiske fond Enern, den danske grossistvirksomhed Solar A/S samt det danske ventureselskab Nordic Makers. Sidstnævnte har Klaus Nyengaard som partner sammen med flere andre prominente danske erhvervsfolk.

Klaus Nyengaard kalder »brylluppet« mellem Geniebelt og Aproplan for en ligeværdig fusion. Det er, på trods af at Aproplans omsætning er cirka 50 pct. større end Geniebelts, og Aproplan ligeledes har flere ansatte.
Rationelle beslutninger
Drøftelserne om en mulig fusion begyndte allerede i oktober sidste år, da den belgiske topchef Thomas Goubau og Klaus Nyengaard satte hinanden stævne i et sommerhus i Belgien i en weekend, hvor de gennemgik alle store emner. Det første på dagsordenen og oftest en af de største knaster i en fusion handlede om posten som administrerende direktør.
»Thomas kiggede sådan set bare på mig og sagde: Hør her, du har mere erfaring med at drive en større virksomhed internationalt. Det er dig, der har den bedste baggrund for at være CEO i dag,« fortæller han og understreger, at det er i de færreste tilfælde, at den beslutning bliver taget så let.
»Han havde jo ret rent rationelt, men det betyder ikke, at man som medstifter og direktør bare uden videre lægger den post på bordet,« siger Klaus Nyengaard.
Thomas Goubau bliver i stedet kommerciel direktør for LetsBuild.
»Vi forventer store kommercielle synergier, da vores salg komplementerer hinanden godt. Det vil give vores eksisterende kunder adgang til et bredere sortiment af innovative løsninger, der dækker alle kerneopgaver i selve byggefasen,« forklarer Thomas Goubau.