Thomas Bernt: Hvorfor skal vi tro på Wammen næste gang?

Finansminister Nikolai Wammen (S) fumlede i sin første opgave, da han skulle præsentere sit kasseeftersyn. Wammen har tilsyneladende ikke afkodet, hvorfor hans to socialdemokratiske forgængere efterlod et godt eftermæle. Wammen skal indse, at finansministre aldrig vinder popularitetskonkurrencer; de aftvinger respekt – gerne frygt.

Thomas Bernt Henriksen

Finansministeren har en særlig plads hos erhvervslivet. Sådan har det altid været. Finansministeren fastlægger og påvirker de store ydre rammevilkår for at drive forretning i Danmark.

Ja, det er bare sjovere at være finansminister end at være erhvervs- eller skatteminister. Og dansk erhvervsliv er godt vant – ikke mindst når det gælder socialdemokratiske finansministre.

Det kan godt være, at danskerne først lærte at elske Mogens Lykketoft (S), finansminister 1993-2000, da han blev udenrigspolitisk kommentator på TV 2 News sammen med tidligere udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen (V). I erhvervslivet har der altid stået respekt om den markante socialdemokrat.

På listen over de dygtigste danske finansministre siden systemskiftet i 1982 ville man i en rundspørge i erhvervslivet med sikkerhed også finde blå Bjarne, Dagbladet Børsens chefredaktør, Bjarne Corydon (S), der fra 2011 førte Danmark ud af gældskrisen.

Den nye socialdemokratiske finansminister, Nicolai Wammen (S), er kommet skidt fra start.

Det var sært, da den nytiltrådte finansminister ved ministeroverdragelsen slog fast, at han vil være en »grøn kassemester«. Vejen til at være en dygtig finansminister i Danmark går ikke igennem at være en ekstra klimaminister sammen med Dan Jørgensen (S) – tværtimod.

Den nye regering har på forhånd gjort det klart, at klima vil være en kolossal udfordring for statsfinanserne, fordi det bliver dyrt for statskassen, når danskerne køber grønne biler i stedet for overbeskattede fossilbiler. Opgaven kræver en dygtig finansminister, ikke en grøn kassemester.

Wammen har tilsyneladende ikke afkodet, hvorfor hans to socialdemokratiske forgængere på posten efterlod et godt eftermæle. Wammen skal indse, at finansministre aldrig vinder popularitetskonkurrencer; de aftvinger respekt – gerne frygt.

Wammen fumlede i sin første opgave, da han skulle præsentere sit kasseeftersyn. En i øvrigt fjollet politisk skik, som tidligere finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) i 2015 brugte til at begrunde offentlig sparepolitik med samme utroværdige resultat.

Forsøget på at så tvivl om forgængernes – og i øvrigt Finansministeriets – regeringsførelse ved at tale om ubetalte regninger for 3,5 mia. kr. blev først klædt af, da det viste sig, at det finanspolitiske råderum i 2030 var vokset med godt fem mia. kr. til 29 mia. kr. på blot få måneder. Det kom bagefter også frem, at Socialdemokratiet selv var med i de fleste af de politiske aftaler, hullet vedrører.

I denne uge kunne Dagbladet Børsen så afsløre, at Wammens fortælling om, at det under alle omstændigheder ville blive sværere at få enderne til at mødes på finansloven for 2019 på grund af forgængernes lemfældighed, også er skæv.

Lidt gravearbejde på side 155 i finansministerens økonomiske redegørelse bragte en opjustering af den offentlige forbrugsvækst i 2020 til 0,7 pct. sammenlignet med et demografisk træk på 0,5 pct. for dagen. En pudsig opjustering af det finanspolitiske råderum i 2020 i lyset af Wammens kasseeftersyn. Finansministeren skylder et svar på, hvorfor han kunne redegøre for et hul i statskassen i 2020 med decimaler, men ikke kan oplyse det finanspolitiske råderum i 2020.

»Det er blevet væsentligt nemmere at være finansminister nu, end det var for et halvt år siden,« sagde Kraka-økonomen Niels Storm Knigge i Børsen.

Ja, måske målt i kroner og øre. Dygtige finansministre er ikke bare respekterede, Nicolai Wammen. Deres tal holder vand.