Tesla satte ny elbilrekord

Mediemanden James Murdoch er ifølge rygterne blevet foreslået som ny bestyrelsesformand efter Elon Musk, der blev frataget posten efter at have påvirket aktiekursen med Twitter-besked.

Det lykkedes elbilproducenten Tesla at få både produceret og leveret 83.500 biler de seneste tre måneder med den nyeste Model 3 som den bedstsælgende. Arkivfoto: Mike Blake, Reuters/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere
Foto: Mike Blake

Efter lang tid i modvind kan elbilsproducenten Tesla, der har den omstridte Elon Musk som topchef og storinvestor, endelig levere et rekordkvartal og har udsigt til snart at blive en overskudsforretning.

Tesla producerede i 3. kvartal i alt 83.500 biler – 55.840 af Model 3, 14.470 af Model S og 13.190 af Model X – men har haft så store problemer med at kunne levere dem, at en hær af frivillige mødte op på den sidste dag i regnskabskvartalet i søndags for faktisk at bringe bilerne ud til deres nye ejere.

Resultaterne er modtaget med en vis kølighed på den amerikanske børs, hvor aktiekursen faldt med op til 3,7 procent, oven på de seneste måneders ballade om den 47-årige Elon Musk. Han fik i weekenden lov til at fortsætte som topchef mod, at både han og Tesla betaler en bøde på 20 mio. dollar, men børsmyndighederne tvang ham til at træde fra som bestyrelsesformand og pålagde ham, at fremtidige Twitter-beskeder, som kan påvirke Teslas aktiekurs, skal godkendes af andre, før de sendes ud.

Analytikere havde forventet en hårdere indgriben, efter at børsmyndighederne få dage tidligere lagde sag an mod Elon Musk for med en Twitter-besked om at ville tage Tesla af børsen havde påvirket aktiekursen. Det amerikanske justitsministerium har dog stadig en undersøgelse i gang.

Murdoch foreslået som Musks afløser

Nogle Tesla-topfolk har foreslået, at James Murdoch – søn af mediekongen Rupert Murdoch – skal overtage Elon Musks formandspost for selskabet, som Murdoch allerede sidder i bestyrelsen for, skriver New York Times. James Murdoch, som også er topchef i filmselskabet Twenty-First Century Fox, har ikke selv erklæret sig klar til at stille op.

Udsigten til overskud i Tesla mildner de oprørte vande i selskabet, som i stigende grad presses af de klassiske bilproducenter, som nu satser massivt på elbiler.

»Tesla skruer nu deres volumen op, og det lægger pres på dette markedssegment,« siger BMWs nordamerikanske topchef, Bernhard Kuhnt, til nyhedsbureauet Bloomberg, som glæder sig over at kunne mønstre en fremgang på 1,3 procent i september på salget af sin X3-bil.

Den går ligesom Tesla efter luksusmarkedet i USA. Det har Toyota med Lexus og Daimler med Mercedes-Benz siddet på gennem de seneste to år. Mercedes dykkede med 9,8 procent, mens Lexus faldt med 6,1 procent.

Ordvalget studeres intenst

Analytikere hæfter sig ved, at Tesla for tre måneder siden lovede, at der ville blive produceret 6.000 Model 3-biler om ugen fra slutningen af august. Af Teslas afrapportering fremgår det, at tallet var »flere end 5.300« i sidste uge af september.

Selve Teslas regnskab kommer først senere, men for tre måneder siden lovede selskabet igen, at det satser på overskud i både 3. og 4. kvartal.  Dette løfte er ikke gentaget sammen med produktionstallene. Selve regnskabet kommer først sidst i oktober. Elon Musk skrev i weekenden efter forliget med børsmyndighederne en besked til de ansatte om, at Tesla på sidstedagen af 3. kvartal var »meget tæt på at opnå overskud«.

USAs handelskrig med Kina har medført, at Teslas biler er blevet 40 procent dyrere, hvor andre importerede biler pålægges ekstraafgift på 15 procent. Derfor fremskynder Teslas opførelse af sin anden bilfabrik. Den skal ligge i den kinesiske storby Shanghai, men vil først kunne begynde produktionen om anslået to år, altså midt i 2020, skriver Bloomberg.