Stadig voldsommere kritik, stribevis af lækager af personlige data og ikke mindst politiske trusler om indgreb og bøder i milliardklassen bider nu på de amerikanske teknologigiganter, der har travlt med at rette op på et flosset ry om, hvordan de overvåger brugerne i det skjulte ved at masseindsamle data om dem.
»Der er tegn på, at en bevægelse er i gang, hvor politikere, regulatorer og forbrugere ikke vil finde sig i dette mere. Det er rigtigt fint, at Google og Facebook bevæger sig i en god retning og gør noget, men det er slet ikke nok,« siger Pernille Tranberg, der er dataetisk rådgiver og medstifter af DataEthics.eu.