Teknologigiganter vinder første runde mod forfattere om oplæring af kunstig intelligens

To erstatningssager om overtrædelse af ophavsretten ved oplæring af kunstig intelligens er endt med nederlag til de sagsøgende forfattere. Men dommerne antyder, at de ikke skal give op – og samtidig indledes en ny, stor erstatningssag.

Meta-koncernen med topchef og storejer Mark Zuckerberg i spidsen vandt første runde af en retssag anlagt af vrede forfattere for krænkelse af deres ophavsret ved oplæring af Metas kunstige intelligens. Drew Angerer/AFP/Ritzau Scanpix

To retssager om brug af forfatteres værker til oplæring af kunstig intelligens uden forudgående tilladelse er foreløbig endt med sejre til teknologiselskaberne.

Meta-/Facebook-koncernen fik onsdag en domstols ord for, at forfatterne ikke havde fremlagt nok beviser på, at den børsnoterede virksomhed bag verdens største sociale netværk skulle have skadet markedet for deres værker og dermed havde overtrådt ophavsretsloven.