TDC mister fortsat de lukrative TV-kunder – men nye mobilkunder strømmer til

Danmarks største teleselskab fastholder omsætningen efter et år med store omvæltninger i selskabet, viser det seneste regnskab.

kirkby
Allison Kirkby fremlagde torsdag sit første årsregnskab som topchef for TDC. I det nye år er hendes fokus opsplitningen af telekæmpen i en infrastrukturdel og en mere kunderettet del. Fold sammen
Læs mere
Foto: NIELS AHLMANN OLESEN

Der er stor rift om både TV-kunder og mobilkunder i disse år.

Og hvor mobilkunderne strømmer til danske TDC, der i 2018 fik 171.000 nye af slagsen, er det sværere at fastholde de lukrative TV-kunder, som i stigende grad smutter over til streamingtjenesterne.

Således mistede TDC 57.000 TV-kunder sidste år, hvoraf 13.000 af dem smuttede i fjerde kvartal.

Det fremgår af årsregnskabet, som telekoncernen sendte på gaden torsdag, og som er det første, TDCs nye topchef, Allison Kirkby, kan fremvise.

Her kan man også læse, at omsætningen i 2018 landede på 17,4 mia. kr. – præcis som året før.

På bundlinjen har TDC et resultat efter skat på 5,7 mia. kr., hvilket er næsten en firedobling i forhold til 2017. Det fremgår dog af regnskabet, at stort set hele overskuddet kommer fra »ikkefortsættende forretninger« som frasalget af hele den norske forretning til Telia tilbage i juli 2018. De ikkefortsættende aktiviteter udgør 5,7 mia. kr. af bundlinjen, hvilket betyder, at resultatet for de fortsættende aktiviteter lyder på beskedne otte mio. kr.

Massive investeringer vil påvirke 2019

Det organiske driftsresultat før afskrivninger (EBITDA) steg for første gang i syv år med beskedne 0,1 pct., og det er til glæde for den nye TDC-topchef, Allison Kirkby, der i slutningen af 2018 begyndte i sit job.

»Jeg er utrolig stolt af mine TDC-kolleger, som har leveret på de løfter, de afgav for tre år siden, og skabt en turnaround, som har bragt os i en bedre position til at tage ambitiøse skridt i 2019. TDC er i god form til at levere på vores ambition for fremtiden,« siger hun i forbindelse med regnskabet.

Stigningen er dog en enlig svale, da selskabet i 2019 forventer en lavere EBITDA. Det skyldes, at selskabet forventer øgede omkostninger fra investeringer i selskabets nye strategi samt fibernet og indhold, som dog forventes delvist modregnet af forbedringer i den underliggende forretning. Selskabet planlægger at skrue op for investeringerne med en milliard – fra 3,5 mia. kr. til 4,1-4,5 mia. kr.

TDC købte i oktober konkurrenten Hiper med 47.000 bredbåndskunder. Det var den eneste større konkurrent i Storkøbenhavn, hvor TDC sidder benhårdt på bredbåndsmarkedet.

Hvis man fraregner Hiper-kunderne, tabte TDC 16.000 bredbåndskunder i 2018 i områder, hvor elselskaberne har lynhurtigt fibernet, og TDC kun har det gamle kobbernet gennem telefonstikket. Derfor skal en stor del af investeringerne gå til nyt fibernet.

Regnskabet kommer efter et heftigt år i TDC, hvor selskabet først nåede at præsentere en banebrydende strategi, skrotte den, blive købt af børsen af kapitalfonde og pensionskasser, præsentere en helt ny og anderledes strategi og få en ny administrerende direktør i skikkelse af Allison Kirkby.

Hun er kommet til koncernen med en mission om at skille TDC i to dele, der skal konkurrere hinanden op. De to dele skal udgøres af en infrastrukturdel, der indeholder netværk og digital infrastruktur, og en kundedel, som indeholder de digitale tjenester som YouSee, TDC Erhverv, Telmore, Fullrate og Blockbuster.

Til sommer påbegynder selskabet den juridiske og finansielle opsplitning af TDC, der ikke kan sige, hvornår koncernen endeligt er delt i to.