Det bliver det TDC-ejede bredbåndsselskab Hiper, der bryder monopolet på et af landets største fibernet og fra omkring årsskiftet skal sælge internetforbindelser i Vest- og Sydsjælland, på Sydhavsøerne og i Aarhus-området.
Hiper, som TDC købte i 2018, baner vejen for, at resten af TDC-familien med YouSee og TDC Erhverv i løbet af 2021 tilsvarende får adgang til Fibias fibernet, som rækker ud til omkring 400.000 husstande og løbende udbygges. Her er Waoo, som en række el- og energiselskaber ejer i fællesskab, lige nu eneste leverandør, men Fibias ejere lovede i foråret 2019 at åbne fibernettet i 2020, så konkurrerende selskaber, heriblandt teleselskaberne, kan leje sig ind og selv sælge internetforbindelser, TV og telefoni gennem en af de lynhurtige fiberforbindelser.