Sverige arbejder på forbud mod salg af Tesla-biler

Svenske myndigheder arbejder på midlertidigt at forbyde salget af Teslaer på grund af sikkerhedsrisici, skriver Svenska Dagbladet. Bilernes software bliver opdateret udenom myndighedernes kontrol, og opdateringerne kan gøre bilerne selvkørende.

I et halvt år vil der ikke rulle nye Teslaer ud fra svenske forhandlere, hvis svenske myndigheder iværksætter artikel 29 i EUs forordning om typegodkendelse af motorkøretøjer og motorer af hensyn til sikkerhedshensyn. Fold sammen
Læs mere
Foto: PIERRE-HENRY DESHAYES

Teslas Model S fra 2015 er udstyret med otte kameraer, tolv sensorer og en radar.

Med andre ord har Teslaen det nødvendige udstyr, der skal til for, at den kan blive mere selvkørende, end den er i dag. Det eneste, der mangler, er styresystemet.

Som det eneste bilmærke opdaterer Tesla sine styresystemer trådløst udenom myndighedernes kontrol. Derfor frygter Transportstyrelsen i Sverige, at der lige pludselig kan rulle selvkørende biler på vejene, der kan udgøre en alvorlig sikkerhedsrisiko.

»Vi har en artikel 29-procedure på Tesla. Det betyder, at vi undersøger om Sverige bør stoppe Tesla fra at sælge biler i seks måneder, hvis der er en alvorlig trafiksikkerhedsrisiko,« siger Anders Gunneriusson fra Transportstyrelsen i Sverige til Svenska Dagbladet.

Artikel 29 referer til en EU-regel, som tillader medlemslande at stoppe salg af bilmodeller, hvis de udgør en sikkerhedsrisiko – også selv om bilerne er godkendte i EU.

Udfordringen for myndighederne er netop, at Teslas biler allerede er »typegodkendt« i Holland. Når en bilmodel er godkendt i et EU-land, gælder godkendelsen i hele EU og som regel i hele modellens levetid.

Derfor har svenske myndigheder, såvel som danske, ikke autoritet til at godkende eller underkende Teslas software-opdateringer.

Bekymring bunder i ulykker

Transportstyrelsen  i Sverige blev opmærksom på de potentielle risici ved Teslas autopilot, da en reporter, som havde prøvekørt en Tesla, kontaktede myndighederne, skriver Svenska Dagbladet. Desuden angiver styrelsen, at der på Youtube findes en række videoer af ulykker med selvkørende Teslaer.

Nedenstående kan du se en video om problemstillingen fra USA.

De svenske myndigheder har efterfølgende kontaktet både hollandske myndigheder og EU om problemstillingen, dog uden held.

I en mail Svenska Dagbladet har fået indsigt i, skriver den svenske Transportstyrelsen til hollandske myndigheder, at Teslas autopilotsystem »ser ud til at være (…) nærmest selvkørende«, og at styrelsen ikke mener, det overholder gældende lovgivning.

I dialogen med EU er Transportstyrelsen blevet informeret om, at reglerne for typegodkendelse er øverste lovgivning på området, og eneste mulighed for medlemsstater derfor er at bremse salget af Teslaer midlertidigt gennem artikel 29.

Indgrebet vil i givet fald dog ikke fjerne Teslaerne, der allerede kører på de svenske gader.

Til den svenske avis skriver Tesla Motors kommunikationschef i Sverige, Maria Lantz i en mail:

»Tesla understreger, at alle opdateringer, der introduceres i Europa, fuldt ud harmoniserer med alle EUs typegodkendelseskrav«.

Transportstyrelsen har arbejdet på sagen i omkring tre år. De føler sig endnu ikke beroliget, men overvejer nu at lukke sagen, siger Anders Gunneriusson til Svenska Dagbladet.

»Men sker der én ulykke i Sverige, som har med det her at gøre, vil vi gribe ind og åbne sagen igen«.

De sidste to afsnit er indsat per 30. januar.

Det fremgik tidligere af artiklen, at en Tesla har »alt det nødvendige udstyr, der skal til for, at den kan blive selvkørende.« Det er rettet til, at bilen har det »nødvendige udstyr, der skal til for, at den kan blive mere selvkørende, end den er i dag«, som er mere præcist.