Efter Svenska Dagbladet tirsdag kunne fortælle, at Transportstyrelsen i Sverige i tre år har arbejdet på en sag, der kunne sætte en midlertidig stopper for salget af Teslaer i Sverige, har styrelsen nu valgt at lukke sagen.
Det skriver styrelsen i en pressemeddelelse udsent kl. 20.45 tirsdag.
Udmeldingen kom dermed samme dag, som nyheden om sagen mod elbilfabrikanten kom frem – en historie som også Berlingske viderebragte.
Baggrunden for at Tesla var kommet i svenske myndigheders søgelys, var, at Tesla opdaterer sine styresystemer trådløst udenom myndighedernes kontrol. Det så Transportstyrelsen som problematisk, da nogle Tesla-modeller har det udstyr, der skal til, for at kunne blive mere selvkørende, end de er i dag.
Transportstyrelsen frygtede derfor, at Teslas softwareopdateringer kunne medføre sikkerhedsrisici.
Men det frygter styrelsen tilsyneladende ikke længere.
»Det er en sag, vi har fulgt i tre år, og som vi nu afslutter, fordi risikoen for ulykker med autopilotsystemet er faldet,« siger Anders Gunneriusson, seniorrådgiver hos Transportstyrelsen i pressemeddelelsen.