I Salling Groups årsregnskab for 2022 er tydeligt, at indtjeningen i dagligvarehandlen er faldet.

I hvert fald kunne Danmarks største dagligvarekoncern melde om tilbagegang på bundlinjen på en milliard kroner – fra 1,9 milliarder til 972 millioner.

Det skyldes blandt andet, at Salling Group trods stigende priser fra leverandører og energiregninger har valgt at absorbere en pæn del af inflationen, lyder det.

»Det, jeg har sagt, er, at der kun er tabere i den her situation. Det er leverandørerne, kunderne og os. Når det er sagt, så er der stadig en profit pool (fortjenestepulje, red.) hos leverandørerne, der er langt større end hos os,« siger topchefen gennem 11 år, Per Bank, der til efteråret skifter til den canadiske retailgigant Loblow.

Han nævner bryggerikoncernen Carlsberg som et eksempel:

»Carlsberg omsætter cirka det samme som os, men tjente 11-12 milliarder, og hele den danske dagligvarehandel tilsammen tjener omkring én milliard. Så Carlsberg tjener 12 gange så meget som hele den danske dagligvarehandel med den halve omsætning,« siger Per Bank.

Han understreger, at det samme kan siges om mange leverandører, også de mindre af slagsen, og at Salling Group løbende forsøger at få dem til at sænke deres priser.

Det siger tallene

På tværs af landets fire største dagligvarekoncerner, Salling Group, Coop, Rema1000 og Dagrofa, der alle har leveret årsregnskab for 2022, var der en omsætning på 145 milliarder kroner.

Dertil kom et driftsresultat (ebit) på 2,1 milliarder kroner og et resultat før skat på 1,2 milliarder kroner.

Carlsberg kom ud af 2022 med en omsætning på 70 milliarder kroner, et driftsresultat på 11,5 milliarder kroner og et resultat før skat på cirka ti milliarder kroner.

Carlsberg har ikke ønsket at kommentere Per Banks udtalelse.