Sunny Balwani hjalp en svindeldømt techstjerne med at narre verden. Nu skal han 13 år i fængsel

Elizabeth Holmes var den unge techstjerne, der betog og bedrog verden, indtil bedraget blev afsløret, og dommens dag kom. Men hvem er Sunny Balwani – manden, som hjalp hende i bedraget, og som hun nu hævder manipulerede og misbrugte hende privat? Og hvorfor har han fået en endnu hårdere straf end hende?

Rakesh »Sunny« Balwani sad tavst i retslokalet i San Jose i Californien og ventede på sin skæbne. Over en fire timer lang høring udvekslede han kun få ord med sin forsvarer. Så læste dommeren hans straf op.

155 måneder – 13 år minus 30 dage – skal den 57-årige mand tilbringe bag tremmer. For at deltage aktivt i en af de største svindelsager, der gennem tiderne har ramt Silicon Valleys techsektor.