Hun forførte hele verden med sin forretningsidé. Nu er hun dømt for svindel

Elizabeth Holmes, der i 2003 stiftede firmaet Theranos med en – på papiret – genial idé, er ved en domstol i Californien kendt skyldig i svindel i fire ud af 11 anklagepunkter.

Mandag faldt den længe ventede dom i den spektakulære sag mod den tidligere iværksætterstjerne Elizabeth Holmes, der som 19-årig droppede ud af det prestigefyldte Stanford University for at forfølge en forretningsidé, der fik investorerne til at flokkes om hende.

Elizabeth Holmes' idé var at udvikle et apparat, som kan teste én dråbe blod og straks undersøge brugeren for hundredvis af sygdomme: Kønssygdomme, for højt kolesteroltal, tidlige stadier af kræft og alt muligt andet.