Straffesag blev droppet – men omdiskuteret sagskompleks om piratkopiering er ikke slut

For nylig droppede Bagmandspolitiet en sigtelse mod advokatfirmaet Njord Law Firm i en sag om ulovlig fildeling. Ud af de oprindelige 3.000 søgsmål verserer blot 28 ved domstolene. Men sagen er ikke slut. Forbrugerombudsmanden overvejer nu at gå ind i fildelingskomplekset, mens en juraprofessor sender kraftig appel til regeringen om at kulegrave det.

»Selvom Njord måtte forlade deres tvivlsomme forretningsmodel, er der altid en risiko for, at et andet advokatfirma begynder at abonnere på piratbrevskonceptet,« mener  juraprofessor Frederik Waage. Mathias Svold Mathias Svold

Selvom Bagmandspolitiet for nylig droppede en sigtelse mod advokatfirmaet Njord Law Firm for groft bedrageri i forbindelse med et omdiskuteret massesøgsmål, er sidste ord endnu ikke sagt.

Forbrugerombudsmanden tog et ganske utraditionelt skridt, da man i september opfordrede borgere, som enten har været eller er involveret i Njord Law Firms enorme sagskompleks om ulovlig fildeling af film, til at kontakte tilsynsmyndigheden.