Stort opgør i den danske advokatbranche
Danmarks største advokathus melder sig ud af Danske Advokater i protest.

Danmarks største advokathus melder sig ud af Danske Advokater i protest.

Et drama udspillede sig tirsdag aften i den danske advokatbranche.
Danmarks største advokatkontor, Poul Schmith, der lige nu har funktionen som Kammeradvokaten, som er statens advokat, valgte at trække sig ud af brancheforeningen Danske Advokater.
Det skete, efter at Danske Advokater på et ekstraordinært bestyrelsesmøde besluttede aktivt at støtte arbejdet for at få ændret kammeradvokatordningen, skriver Børsen.
Ledende partner Jens Bødtcher-Hansen begrunder over for avisen beslutningen med, at brancheforeningen »aktivt vil modarbejde vores interesser«, og kalder det »et tillidsbrud«.
Advokatfirmaet Poul Schmith har haft opgaven som statens foretrukne advokat siden 2015, og ifølge Finans betragter konkurrenterne Kammeradvokaten som et monopol.
Gennem mange år har staten forsøgt at tage advokatopgaver hjem og udbyde opgaver, som Kammeradvokaten ellers har haft eneret på, men konkurrenterne oplever ikke store forandringer.
Danske Advokater har nu besluttet, at de vil have kammeradvokatordningen ændret, så flere af statens advokatopgaver sendes i udbud.
Poul Schmith/Kammeradvokaten har 243 ansatte advokater og er dermed Danmarks største advokathus foran Plesner, der har 195 advokater.
Statens udgifter til Kammeradvokaten var i 2022 på 639 millioner kroner – tre procent mere end året før.