Store corona-tab i Jyske Bank skræmmer ikke. Det kan blive et godt år alligevel

Jyske Banks resultat faldt drastisk i første halvår af 2020. Alligevel er analytikerne positive. Aktien understøtter deres vurdering.

Analytikere er positive over de seneste nøgletal fra Jyske Bank. Fold sammen
Læs mere
Foto: Nikolaj Skydsgaard/Reuters/Ritzau Scanpix

Jyske Bank viste mandag morgen, at et samlet set dårligt resultat for første halvår alligevel godt kan være positivt nyt. Det mener i hvert fald flere analytikere.

Resultatet efter skat endte for de første seks måneder af året på 82 millioner kroner mod 1,1 milliarder kroner i samme periode 2019.

Men det er ikke analytikernes fokus.

De kigger i stedet på, at andet kvartal ser ud til at rette op på et rigtigt skidt første kvartal.

Mens coronakrisen betød et tab på 780 millioner kroner i første kvartal, viser bundlinjen for andet kvartal nemlig en gevinst på 862 millioner kroner.

Aktieanalytiker Mikkel Emil Jensen fra Sydbank er »som udgangspunkt positiv«, og investeringsøkonom Per Hansen fra Nordnet betegner sig som »konstruktiv positiv«.

Aktien stiger

Udviklingen betyder også, at Jyske Bank to gange i andet kvartal har opjusteret forventningerne til resultatet for hele 2020.

Forventningerne til årets resultat efter skat lyder nu på 1-1,5 milliarder kroner.

»Jeg er konstruktiv positiv over, at man for anden gang inden for få uger er i stand til at se lidt mere klart på, hvordan det økonomiske billede ser ud,« siger Per Hansen.

Det lader til, at aktiemarkedet har samme opfattelse. I hvert fald steg Jyske Bank-aktien med mere end fire procent mandag formiddag.

»Resultatet for første halvår er væsentligt dårligere end sidste år. Men man kan også sige, at første kvartal er overstået, og vi ved, hvad det indebar. Det er for tidligt at konkludere på effekterne af corona, det er et langt sejt træk og potentielt en længere krise, men det positive i andet kvartal er: Så langt så godt,« siger Mikkel Emil Jensen fra Sydbank.

Han konstaterer blandt andet, at særligt kreditkvaliteten holder stand, nedskrivningerne er lave i andet kvartal, og at der har ikke været behov for at hensætte yderligere.

»Astronomisk« hensættelse

Resultatet for første kvartal bærer tydeligt præg af, at banken har hensat en milliard kroner ved udsigten til en potentiel kæmpekrise.

Et beløb Per Hansen kalder »astronomisk« i forhold til Jyske Banks størrelse.

Han siger, at Jyske Bank altid er de første til at råbe vagt i gevær, når en krise truer, men mener, at den store hensættelse godt kan forsvares ud fra et sikkerhedsmæssigt synspunkt.

»Investorerne vil ikke fokusere så meget på den milliard, der blev hensat for tre-fire måneder siden. De vil fokusere på, at Jyske Bank nu har upgradet deres forventninger to gange, og det vil blive opfattet mere positivt end negativt,« siger han.

Mikkel Emil Jensen fra Sydbank mener, det er svært på nuværende tidspunkt at vurdere for meget om hensættelsens størrelse.

»Det er for tidligt at analysere på den hensættelse nu. Tiden må vise, hvordan effekterne har været på covid-19. Det er rart at have den reserve liggende, man løbende kan trække på,« siger Mikkel Emil Jensen fra Sydbank.