Storaktionær melder sig på banen i Totalbanken

Jesper Bak bekræfter at have købt aktier i Totalbanken. Jesper Bak var frem til 2016 en del af den skandaleramte Københavns Andelskasse.

Totalbanken i Aarup på fyn Fold sammen
Læs mere
Foto: Sonny Munk Carlsen

Den københavnske finansmand Jesper Bak har købt aktier i den fynske bank Totalbanken.

Det bekræfter Jesper Bak i en mail til Berlingske.

Jesper Bak samt nærtstående personer og det 100 pct. ejede datterselskab Marble Road Group ApS bekræfter at have købt aktier i Totalbanken, således at der samlet ejes 9,35 pct. af selskabskapitalen.

Bekræftelsen kommer efter, at Berlingske mandag har bragt en artikel om det opsigtsvækkende magtopgør i den fynske lokalbank.

Siden efteråret er der blevet købt massivt op af Totalbankens aktier. Bankens aktiekurs er siden august 2018 steget med godt 190 procent. Til sammenligning har aktionærer i danske storbanker oplevet kurstab i omegnen af 30 procent i samme periode.

Men indtil nu har ingen storaktionærer officielt meldt sig på banen.

Jesper Bak var frem til 2016 en del af den skandaleramte Københavns Andelskasse, hvor han blandt andet var formand. Her fik han massiv kritik af Finanstilsynet, der blandt andet fratog ham stemmeretten. Han er også direktør for kapitalfirmaet Dansk OTC, hvor han i 2017 blev sigtet i en sag om kursfusk.

Københavns Andelskasse blev i efteråret 2018 – efter Jesper Baks tid – lukket af Finanstilsynet og sendt videre til statens skraldespandsselskab, Finansiel Stabilitet. Det skete blandt andet på grund af »grove overtrædelser« af hvidvaskloven.

Magtopgøret i Totalbanken kommer ikke ud af det blå. Efter finanskrisen røg Totalbanken i problemer og havde brug for frisk kapital. Ved en kapitaludvidelse i 2012 kom en række nye aktionærer ind, herunder Heine Delbing, der er tidligere ejendomsmatador, samt Michael West Hybholt, der var en af de mest citerede aktieanalytikere i 00erne og i dag er investor i en række banker.

I sommeren 2018 tørnede de to sammen i et opgør med den mangeårige formand Poul Fischer om fremtiden for banken. Heine Delbing og Michael West Hybholt mente, at banken skulle deltage i en konsolidering i branchen, altså slå sig sammen med andre banker. Omvendt ville den siddende bestyrelse foretage en kapitaludvidelse. Parterne fik blokeret for hinandens forslag, så ingen af delene blev til noget.

De andre offentligt kendte storaktionærer i Totalbanken er lige nu den fynske rigmand Heine Delbing, der kontrollerer 19 procent af banken, samt Poul Fischer og hans søn, Christian Fischer, der tilsammen kontrollerer 18 procent af banken.