Statens IT-projekter skal under lup hos Rigsrevisionen

Efter en række skandalesager, hvor budgetter og tidsrammer er løbet løbsk, skal Rigsrevisionen nu undersøge, hvordan nye IT-projekter besluttes.

Der kommer nu ekstra fokus på, hvordan det besluttes at sætte nye, statslige IT-projekter i gang. Fold sammen
Læs mere
Foto: Karsten Ehlers
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Rigsrevisionen kaster sig nu over at undersøge, hvordan det bliver besluttet, at nye statslige IT-projekter sættes i gang.

Undersøgelsen sker på opfordring af statsrevisorerne, som er medlemmer af Folketinget, der er udpeget til sammen med Rigsrevisionen at krydskontrollere det offentlige.

Statsrevisorerne har bedt Rigsrevisionen om at kortlægge beslutningsprocesserne i statslige IT-projekter og vurdere, om beslutningerne har betydning for kvaliteten og opfyldelsen af de mål for hvert IT-projekt, som er opstillet. Undersøgelsen skal være færdig senest til november.

Røde, gule og grønne trafiklys

Efter utallige offentlige IT-skandaler, hvor nye systemer enten aldrig nåede i mål eller overskred budgetterne og tidsrammerne ganske betydeligt, oprettede staten for flere år siden Statens IT-Råd. Her sidder en række eksterne eksperter, som skal tages med på råd ved statslige IT-projekter til over 10 millioner kroner og ved indkøb af IT for mere end 60 millioner kroner. Eksperterne konsulteres løbende og vurderer hvert halve år i en samlet rapport over alle statslige IT-projekter, om hvert enkelt er på ret kurs. Det markeres med røde, gule og grønne »trafiklys«, så alle let kan se, hvor det halter, og der skal gribes ind.

Blandt skandalesagerne er politiets IT-system Polsag, som endte med at have kostet staten over en halv milliard kroner, selv om det aldrig kom ud af testfasen.

Rigsrevisionen skal foretage stikprøver i de mange statslige IT-projekter og sammenligne dem med andre ofte større fællesoffentlige IT-projekter.

Undersøgelsen vil gå tilbage til IT-projekter, som er sat i gang fra 1. januar 2011 og har kostet 10 millioner kroner eller mere.

110 IT-projekter på listen

Ved udgangen af 2019 var der cirka 110 statslige IT-projekter på Statens IT-Råds liste. Omkring halvdelen af dem er afsluttet.

Rigsrevisionen vil også mere dybtgående undersøge beslutningsfasen for udvalgte ministeriers IT-projekter og bl.a. se på, hvordan omkostninger og ressourcer er fordelt, fremgår det af et nyt notat fra Rigsrevisionen om undersøgelsen.