Sprogportal skal sikre dansk som digitalt sprog

Nyt samarbejde med det offentlige som motor skal sørge for, at ny teknologi altid forstår og kan bruge dansk.

På den nye portal sprogteknologi.dk samles den viden og de ressourcer, som andre kan bruge og arbejde videre med for at fortsætte udviklingen af ny teknologi på dansk. Fold sammen
Læs mere

Den nye teknologi skal tale, skrive og forstå ordentligt dansk. Derfor åbner nu en portal, hvor alle, der arbejder med og bruger dansk sprogteknologi, kan dele viden og teknik for at styrke dansk.

Sprogteknologi.dk er adressen, som staten, landets 98 kommuner og fem regioner er gået sammen om.

»Danmark er et lille sprogområde med et komplekst sprog. Det er derfor dyrt at udvikle sprogteknologiske løsninger i forhold til, hvor stort markedspotentialet er for den enkelte virksomhed. Derfor vil det offentlige understøtte udviklingen, så vi i fællesskab kan sikre dansk som digitalt sprog,« siger Adam Lebech, der er vicedirektør i Digitaliseringsstyrelsen under Finansministeriet.

Lydoptagelser, tekster og ordbøger

Sprogteknologi.dk skal give det store overblik over, hvad der arbejdes med lige nu, og hvad der er færdigt og dermed klar til brug. Det er blandt andet samlinger af taleoptagelser, tekster, ordbøger, terminologibaser og den teknologi, der får dem til at virke.

Målgruppen er virksomheder, der arbejder med sprogteknologi, offentlige myndigheder og private virksomheder, der arbejder udvikler sprogteknologi, samt forskere.

Overalt i det offentlige arbejder man med blandt andet kunstig intelligens, altså software, der er i stand til at lære at træffe beslutninger og uddrage resultater af den viden, som den fodres med. Det skal sikre en mere effektiv sagsbehandling og forbedre servicen for borgere og virksomheder.

I januar i år præsenterede Sprogteknologiudvalget, som blev nedsat i 2018 af Kulturministeriet, sin rapport »Dansk sprogteknologi i verdensklasse«. Den gav en kraftig opfordring til at sætte skub i at sikre dansk som digitalt sprog, så man kan bruge det overalt i den nye teknologi.

Det offentlige samarbejde om portalen sprogteknologi.dk er indtil videre aftalt til at vare til 2024.