Sort skærm: Waoo har slukket for analogt TV

Efter ti år med digital-TV som standard i Danmark, har udbyderen Waoo nu trukket stikket til 29 analoge TV-kanaler.

29 TV-kanaler, som frem til mandag i denne uge er blevet sendt som analogt signal, er nu fortid hos Waoo. Fold sammen
Læs mere
Foto: Michael Travers/Iris/Ritzau Scanpix

Danmarks fjerdestørste TV-leverandør har nu trukket stikket til de »gamle«, analoge TV-kanaler. Det sker ti år, efter at Danmark gik over til digital-TV.

Waoo slukkede for det analoge TV-signal mandag 6. januar, og dermed er der nu sort skærm, hvis ikke man har et fjernsyn eller anden type af skærm, som kan modtage det digitale TV-signal.

Waoo, der ejes af en række elselskaber, har frem til mandag i denne uge sendt 29 TV-kanaler fra blandt andet DR, TV 2, Sveriges Television, norske NRK, tyske ARD og RTL og Discovery som analogt signal, selv om det digitale signal altså siden 2009 har været standard i Danmark. Det er sket for at give TV-kunder tid til at få deres TV skiftet ud eller anskaffe sig en TV-boks, som kan »forstå« de digitale signaler og vise dem på TV-skærmen.

Stofa og YouSee har slukket

De analoge signaler optager dog en del plads på TV-nettet, idet der kan sendes adskillige digitale TV-kanaler i langt bedre lyd- og billedkvalitet på samme plads, som en enkelt analog TV-kanal optager.

Danmarks næststørste TV-leverandør, Stofa, som ejes af Norlys – en fusion mellem SE/Sydenergi og Eniig – slukkede for det analoge TV-signal i 2014, mens det TDC-ejede YouSee, der er Danmarks største, fulgte trop i 2016.

Waoo meldte i oktober 2019 ud, at 6. januar 2020 var slukkedatoen.  To procent af Waoos kunder angiver, at de har et analogt TV stående, mens mindre end en promille har brugt det som deres primære TV.

Waoo har over 160.000 TV-kunder.