Solgte rådgivning for millioner til skattemyndigheder: Nu er konsulenter i skudlinjen i kommission

Undersøgelseskommissionen om Skat har bedt en stribe kritiserede konsulentfirmaer om materiale, der kan hjælpe kommissionen videre i sit arbejde. To konsulentfirmaer vil ikke svare på, om de har hjulpet kommissionen med materiale.

Retten på Frederiksberg, hvor Skattekommissionen skal kulegrave de sidste 15 år i Skat. Mads Claus Rasmussen

Undersøgelseskommissionen om Skat er på dokumentjagt for at komme tættere på svaret om, hvad der er foregået – og ikke er foregået – i Skat i gennem mere end 15 år med reformer, udbyttesvindel og det kuldsejlede inddrivelsessystem, EFI.

Dokumentjagten er ikke overraskende foregået blandt offentlige myndigheder, men for nylig har kommissionen også anmodet fem navngivne konsulentfirmaer om senest 1. maj 2019 at udlevere relevant materiale for kommissionens undersøgelser.