Den Lille Havfrue i miniatureudgave og vikingehjelme er normalt et stort hit hos udenlandske turister, der valfarter til Strøgets butikker. Men turismen har haft et svært år, og det har også haft store konsekvenser for virksomheden Royal Danish Vendors, som leverer alt i souvenirgenstande til butikker, seværdigheder og mange andre steder.
Siden i sommer og frem til december har det samtidig været umuligt for souvenirleverandøren fra Hillerød at få en bid af statens hjælpepakker. Og derfor har Royal Danish Vendors på egen hånd forsøgt at holde virksomheden oven vande på trods af et fald i omsætningen på mere end 90 procent i 2020 sammenlignet med året før.