Det er blevet dyrere at være dansker.
I marts 2022 steg det samlede forbrugerprisindeks med 5,4 procent i forhold til samme måned året før. Det viser tal fra Danmarks Statistik.
Det er den højeste årsstigning i forbrugerprisindekset i 37 år.
Ikke siden 1985 har danskerne set en årsstigning på 5,4 procent.
Berlingske har kortlagt de steder, hvor priserne stiger allermest, og et par steder, hvor der er penge at spare.
Fødevare
Prisstigningerne på fødevarer kan efterhånden mærkes for de danskere, der fylder indkøbskurven med dagligvarer.
Priserne på pasta er steget med 24 procent det seneste år. Til gengæld er prisen på ris faldet lidt. Det kan altså være en idé at udskifte sine kulhydrater, hvis man gerne vil spare nogle penge.
Smør er blevet lige knap 20 procent dyrere, og kaffe er steget med 13 procent.
Transport
Ikke overraskende er det særligt på transport, at forbrugerpriserne er skudt i vejret. Det har de mange danske pendlere mærket i den seneste måned, hvor både benzin og dieselpriserne har nået op over 16 kroner pr. liter.
Priserne på benzin er således steget med 31 procent siden sidste år, mens dieselpriserne er steget med 44 procent.
Opvarmning
Påsken og foråret er lige om hjørnet, og det er heldigt af flere årsager end blot muligheden for påskesnaps og skidne æg.
De høje temperaturer, som påsken efter sigende skulle bringe med sig, er nemlig rigtig gode nyheder for de danskere, der bliver ramt af rekordhøje energipriser.
Særligt er muligheden for at skrue ned for varmen gode nyheder for gasfyrsejere, da prisen på natur og bygas er steget med 86 procent.
Også prisen på elektricitet er steget med 44,6 procent.
Her falder priserne
Der er dog enkelte lyspunkter i de nye forbrugerindekspriser.
Ønsker du dig et nyt par sko, har du heldet med dig.
Priserne på sko er faldet en smule på det seneste år. De er blevet 1,2 procent billigere.
Der er også lidt gode nyheder til påskefrokosten, hvis du vil servere rødspættefileter fra frost. Prisen på frosne fisk er faldet hele 9,7 procent siden samme måned sidste år.
Også frosne skaldyr er blevet en tand billigere – her er priserne er faldet med 0,7 procent.