Et »ekstremt vidtgående« forslag er på vej fra Europa-Kommissionen. Mens både erhvervslivet, politikere og professorer frygter for konsekvenserne af forslagets indhold, er kritikken af baggrunden for forslaget tæt på endnu større.
For mens Europa-Kommissionen i øjeblikket er ved at udarbejde et forslag til »bæredygtig selskabsledelse«, der af flere forventes både at ville begrænse mulighederne for at udbetale udbytte til aktionærer, diktere, hvem der skal sammensætte selskabers bestyrelser, og stille helt nye krav til bestyrelser og ledelser i selskaber i de europæiske lande, er der sat store og alvorlige spørgsmålstegn ved dele af det materiale, der indgår i udarbejdelsen.