Skuden er vendt: Pænt plus på bundlinjen hos Haldor Topsøe

Efter flere år med op- og nedture kom Haldor Topsøe ud med et ganske pænt resultat i 2018. Både omsætningen og bundlinjen voksede. Selskabet fik her i marts tilført tre mia. kroner fra Singapore.

Haldor Topsøes topchef, Bjerne S. Clausen, kan være ganske godt tilfreds med virksomhedens resultat for 2018. Både omsætningen og bundlinjen steg ganske pænt. Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Lekfeldt

Det har været lidt af en bølgegang de senere år, men nu synes skuden at være vendt for teknologivirksomheden Haldor Topsøe. Virksomhedens omsætning kom sidste år op på 5.617 mio kroner,, hvilket er 12 pct. mere end året før. Og det større salg har også givet et bedre resultat på bundlinjen. Den primære drift gav et overskud på 708 mio. kroner. Det er 19 pct. mere end året før.

Haldor Topsøe regner med, at de pæne takter fortsætter. For i år regner virksomheden med en omsætning på mellem 5.400 mio. og 5.700 mio. kroner og en stigning i resulatet af den primære drift på mellem 11 pct. og 13 pct.

Det fremgår af en pressemeddelelse, som selskabet netop har sendt ud. Heri kan man læse, at 2018 blev et ganske godt år for virksomheden, der blev stiftet tilbage i 1940 af en ung kemiingeniør ved navn Haldor Topsøe.

Virksomheden fremstiller primært katalysatorer, og salget af dem steg med 13 pct. sidste år.

»2018 var et godt år for Topsøe. Resultatet er meget tilfredsstillende og reflekterer en sund kerneforretning med et vækstpotentiale. Vi har modtaget en signifikant mængde nye ordrer gennem året, og vi har også kunnet introducere flere innovative produkter, som opfylder vores kunders behov,« siger Bjerne S. Clausen, der er topchef hos Haldor Topsøe.

Indsprøjtning af kapital

De gode resultater i 2018 kommer efter en række år, hvor både omsætningen og bundlinjen har svinget noget. I juni sidste år annoncerede Topsøe-familien, at den ville forsøge at finde en partner, som kunne styrke kapitalgrundlaget. Meningen var, at det i første omgang skulle være en minioritetsinvestor, og inden for en årrække på fem til syv år er meningen, at selskabet skal lade sig børsnotere.

Bjerne S. Clausen, CEO, Haldor Topsøe.

»Resultatet er meget tilfredsstillende og reflektere en sund kerneforretning med et vækstpotentiale.«


Haldor Topsøe skriver i pressemeddelelsen, at virksomheden i marts i år underskrev en aftale med investeringsfirmaet Temasek. Mere præcist solgte Haldor Topsøe 30 pct. af virksomheden for tre mia. kroner. Aftalen vil blive ført ud i livet senere i år, når alle tilladelser er kommet i stand. Temasek er en stor statejet pengetank med hovedsæde i Singapore.

Virksomheden skriver, at den fortsatte vækst skal foregå både via organisk vækst og ved opkøb.