Simon Kollerup (S) er tilbage i Erhvervsministeriet.
Det fremgår af en pressemeddelelse, udsendt af Statsministeriet mandag morgen.
Siden 8. januar har Dan Jørgensen (S) været fungerende erhvervsminister, da Simon Kollerup tog sygeorlov.
»Det er efter statsministerens indstilling ved kongelig resolution bifaldet, at den midlertidige overdragelse af disse forretninger bringes til ophør med virkning fra den 8. februar 2021,« fremgår det af meddelelsen.
Ministeren har været ude gennem dele af vinteren med mavesår. Det bekendtgjorde han selv på Facebook i forbindelse med sygeorloven.
»Inden jul måtte jeg blive hjemme med, hvad jeg troede bare var et maveonde, men som viste sig at være et mavesår. Men efter anbefaling fra min læge vil jeg være sygemeldt nogle uger endnu,« skrev han dengang.
Simon Kollerup har været en af de helt centrale ministre under coronakrisen, hvor han blandt andet har været ansvarlig for at forhandle en lang række hjælpepakker på plads, der skal holde hånden under dansk erhvervsliv.
Det har tidligere medført kritik, at alt for mange afgørende områder har været samlet på få personer i regeringen. Kritikken kom blandt andet på baggrund af erhvervsministerens sygeorlov, samtidig med at finansminister Nicolai Wammen (S) gik på barsel, så skatteminister Morten Bødskov (S) også skulle være fungerende finansminister og stå for forhandlingerne om erstatning til minkavlerne.