Mens afgørende hjælp til erhvervslivet og minkavlere halter efter, skal én minister varetage tre områder: »Vi har ikke stået i en lignende krisesituation siden Anden Verdenskrig, og så er ministrene ikke på arbejde«

De Konservative og Dansk Folkeparti mener ikke, at det er gået stærkt nok med at sikre økonomisk støtte til blandt andet minkavlerne. De peger på et for stort arbejdspres på skatteminister Morten Bødskov (S) som den afgørende årsag. Ministeren afviser, at der skulle være problemer.

Morten Bødskov (S) er i skrivende stund skatteminister og fungerende finansminister, ligesom han varetager forhandlingerne om erstatning til minkavlerne på vegne af erhvervsminister Simon Kollerup (S). Fold sammen
Læs mere
Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Alt imens flere brancher i disse dage mangler at få udbetalt den økonomiske hjælp, de er blevet stillet i udsigt, har én mand – nemlig skatteminister Morten Bødskov (S) – fået til opgave at styre både finans-, skatte- og dele af erhvervsområdet på egen hånd.

Det er simpelthen ikke godt nok, lyder det nu fra De Konservative og Dansk Folkeparti. Partierne vurderer, at det potentielt kan have forsinket hjælpen til minkerhvervet, fordi ministeren har haft for mange opgaver at se til.

»For at bruge statsministerens egne ord: Vi har ikke stået i en lignende krisesituation siden Anden Verdenskrig, og så er ministrene ikke på arbejde. Det er ikke godt nok,« siger René Christensen, finansordfører i Dansk Folkeparti.

Han bakkes op af De Konservatives Mona Juul.

»Jeg kan ikke sige med sikkerhed, at det har forsinket forløbet. Jeg kan bare konstatere, at det har været en rodet proces,« siger hun.

Opråbet fra partierne kommer, efter at Berlingske onsdag kunne afdække, at erhvervsminister Simon Kollerup (S) i december har døjet med sygdom i december måned. Derfor er han ikke tilbage på fuld kraft endnu, oplyser Erhvervsministeriet.

Sideløbende med erhvervsministerens delvise sygemelding er finansminister Nicolai Wammen (S) desuden gået på barsel.

Det betyder, at skatteminister Morten Bødskov i skrivende stund er skatteminister og fungerende finansminister, samtidig med at han også varetager forhandlingerne om erstatning til de hårdt pressede minkavlere for erhvervsminister Simon Kollerup.

Ikke strømlinet

Begge ordførere har fuld forståelse for, at en minister kan blive syg eller er på barsel. De mener dog, at det er utilstrækkeligt, at statsminister Mette Frederiksen (S) har overladt både finans-, skatte- og minkforhandlingerne på erhvervsområdet til Morten Bødskov i en tid, hvor flere afgørende aftaler skal forhandles på plads.

De finder det desuden beklageligt, at ministeren ikke tidligere har genoptaget forhandlingerne om erstatning til minkavlerne, der endnu ikke har fået økonomisk hjælp, efter at de i efteråret slog deres mink ned.

Det skete på opfordring af statsminister Mette Frederiksen (S), selvom det siden viste sig, at regeringen ikke havde den fornødne lovhjemmel på plads.

Mona Juul, De Konservatives erhvervsordfører

»Jorden brænder under de erhvervsdrivende, for der er rigtig mange, der ikke får den hjælp, de er blevet lovet.«


»Det værste er, at det efterhånden ikke er nogen specielt svær sag. Man kunne allerede nu have udbetalt løn for aflivning af mink og den tempobonus, minkavlerne skal have. Det handler bare om at komme ud over stepperne, og det burde man have været inden nytår,« siger René Christensen.

Mona Juul tilføjer, at flere erhvervsdrivende i disse dage ikke er omfattet af de hjælpepakker, som regeringen og Folketingets partier har forhandlet på plads til erhvervslivet.

»Jeg ved ikke, om det har forsinket processen. Men en ting er sikkert: Jorden brænder under de erhvervsdrivende, for der er rigtig mange, der ikke får den hjælp, de er blevet lovet,« siger erhvervsordføreren.

Hun mener samtidig, at det er problematisk, at erstatningen til minkavlerne bliver rykket rundt mellem ministerierne.

Trykprøves i EU

Skatteminister Morten Bødskov har svaret på kritikken fra ordførerne. Til Avisen Danmark, der også har afdækket sagen, siger han, at han er tilgængelig, hvis partierne ønsker at forhandle om erstatning til minkavlerne.

»Både René Christensen og Mona Juul har mit nummer, og jeg synes da bare, de skal ringe til mig, hvis der er noget, der bekymrer dem,« siger ministeren til avisen og fortsætter:

»Vi forhandlede med både De Konservative og Venstre op til jul, og der var enighed blandt partierne om, at der var nogle ting, der skulle trykprøves i forhold til EU, og at vi fortsatte efter nytår igen,« siger Morten Bødskov.

Den »enighed« genkender De Konservatives Mona Juul imidlertid ikke.

»Det er noget bavl, han siger. Jeg er heller ikke blevet informeret om, at regeringen skal tjekke nogle ting hos EU,« lyder kommentaren fra ordføreren, der holder fast i, at det er gået for langsomt.

Venstres Troels Lund Poulsen siger:

»Jeg synes, at man bliver nødt til at have forståelse for, at man kan blive ramt af sygdom, og der skal også være plads til at kunne holde barselsorlov. Så er der andre, der tager over på ministerholdet, og sådan er det,« siger han og mener i øvrigt, at »det er bedre, at der kommer en god aftale, end at der kommer en hurtig aftale på minkområdet«.

Berlingske har forsøgt at få en kommentar fra skatteminister Morten Bødskov (S). Finansministeriet, som han i skrivende stund står i spidsen for, henviser imidlertid til det svar, som Morten Bødskov har givet til Avisen Danmark.