Erhvervsminister ramt af sygdom i december: Er blevet opfordret af læge til at holde igen

Erhvervsminister Simon Kollerup (S) er tilbage på arbejde, men døjer fortsat med følgevirkninger af sygdom i december og er endnu ikke tilbage på kontoret på fuld kraft, oplyser Erhvervsministeriet.

Erhvervsminister Simon Kollerup (S) har stået på mål for en lang række hjælpepakker til erhvervslivet, som regeringen og Folketingets partier har vedtaget i løbet af coronakrisen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

I en periode i begyndelsen af december var erhvervsminister Simon Kollerup (S), der har spillet en central rolle i den økonomiske håndtering af coronakrisen, fraværende fra det politiske liv. Flere undrede sig over, hvorfor ministeren ikke var tilgængelig for offentligheden.

Nu oplyser Erhvervsministeriet, at Simon Kollerup blev ramt af sygdom før jul, og at han fortsat døjer med følgevirkningerne af sygdommen. Det betyder, at han på sin læges opfordring ikke er tilbage på fuld kraft endnu.

»Erhvervsministeren blev før jul ramt af sygdom, som det desværre viste sig at tage længere tid at få bugt med end først ventet,« skriver ministeriet i et skriftligt svar.

Erhvervsministeriet oplyser ikke, hvad Simon Kollerup fejler.

Ministerens sygdomsforløb har samtidig betydet, at han har måttet aflyse aftaler, ligesom finansministeren har overtaget de hektiske forhandlinger om erstatning til minkavlerne. Fungerende finansminister er i øjeblikket skatteminister Morten Bødskov (S), da Nicolai Wammen (S) i skrivende stund er på barsel.

Sagen om mink har fået enorm opmærksomhed, fordi regeringen ikke havde den fornødne lovhjemmel på plads, før statsminister Mette Frederiksen (S) meldte ud, at alle landets mink skulle aflives. Minkavlerne har endnu ikke fået erstatning for de aflivede mink.

Erhvervsministeren har samtidig været fraværende på de seneste pressemøder i forbindelse med coronasituationen, hvor han tidligere har været med i forhold til, hvilken støtte erhvervslivet kan se frem til.

Senest var det beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S), der på et pressemøde i Statsministeriet 29. december fortalte om hjælpepakkerne til erhvervslivet i stedet for Simon Kollerup.

Har tidligere været stresset

Simon Kollerup har som erhvervsminister været ansvarlig for at forhandle en lang række hjælpepakker til erhvervslivet på plads, siden coronakrisen for alvor tog fart i marts måned.

Det vides ikke, hvad ministeren fejler på nuværende tidspunkt, men ifølge Simon Kollerup selv har coronakrisen tidligere medført et ekstraordinært arbejdspres på ham som minister. I juni måned fortalte han således til TV MIDTVEST, at han dengang døjede med fysiske symptomer på, at hverdagen var for stressende.

Derfor valgte han dengang at opsøge en læge, og han fik siden foretaget en undersøgelse af sit hjerte.

»Jeg fortæller det, fordi der er ingen, der er overmennesker i det her. Når vi går på fjernsynet, så ryster vi hovedet og strammer slipset og sætter det store smil på. Men der er en hård virkelighed bagved, som man også nogle gange kan mærke fysisk. Og der har tre og en halv måneds intensivt og benhårdt arbejde med nogle meget, meget store beslutninger selvfølgelig sat sig,« forklarede Simon Kollerup.

Han sagde yderligere om det hektiske forløb:

»Det har været en tid i orkanens øje. Alt i min kalender røg ud. Ingen besøg hjemme i Thy, ingen møder ude af huset. Det var kun én ting på dagsordenen – det var corona.«

Simon Kollerup er 34 år gammel og blev som 33-årig den yngste minister i regeringen, da Mette Frederiksens nuværende socialdemokratiske regering blev dannet 27. juni 2019.