Webshoppen Sinful, der sælger sexlegetøj, er Nordeuropas største af slagsen.

Nu planlægger webshoppen at etablere sig på flere markeder. Det sker et år efter, at stifterne bag fik kapitalfonden Polaris ombord.

Mathilde Mackowski og Tonny Andersen stiftede for 14 år siden Sinful, og i 2021 solgte de to danskere 57,5 procent af virksomheden til den nordiske kapitalfond Polaris for et beløb mellem 374 og 560 millioner kroner, kunne Jyllands-Postens Finans fortælle.

I 2021 kunne Sinful så fortsætte virksomhedens vækst, rykke ind på både det franske og engelske marked og opruste medarbejderstaben, skriver Sinful i en pressemeddelelse.

Og Sinful udvider nu til fem markeder mere og vil få webshops i 11 europæiske lande: Danmark, Sverige, Norge, Finland, Frankrig, Storbritannien, Tyskland, Østrig, Schweiz, Belgien og Holland.

»Vi er drevet af vores stærke mission om at sikre et legende sexliv til alle. Vi ser, hvor stor betydning det har for livsglæden, og hvordan det bidrager til at skabe en bedre verden mennesker imellem. Hvis det skal lykkes, kræver det, at vi når ud til endnu flere,« udtaler Mathilde Mackowski i pressemeddelelsen.

Ligesom i året forinden kunne Sinful med Polaris ombord præstere ikke blot en udvidelse, men også sorte tal på bundlinjen.

Det samlede årsresultat blev i 2021 43 millioner kroner før skat sammenlignet med 45 millioner kroner året før. Dertil steg bruttoavancen – den rå indtjening på produktet – med lidt over ni procent for året.

»Vi har fået en rigtig god start på samarbejdet med Sinful. Vi har sammen sat os for at investere i udvikling af virksomheden, og vi er allerede i fuld gang med at eksekvere på den strategi, som vi har lagt med ledelsen og den øvrige bestyrelse,« siger Henrik Bonnerup, der er partner i Polaris.