SAS slår passagerrekord, men dystre udsigter lurer forude

Der er både passagerrekord og dystre udsigter til højere brændstofpriser i SAS-regnskab. »Vi kan ikke læne os tilbage,« lyder det fra adm. dir.

Scandinavian Airlines Systems fly i Københavns Lufthavn i København, mandag den 29. januar 2018. SAS leverede et fint regnskab for 2018. Men regningen for brændstof vokser til næste år. Det skriver Ritzau, tirsdag den 4. december 2018.. (Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix) Mads Claus Rasmussen

Selv om luftfartsselskabet SAS tirsdag morgen kunne præsentere et af de på papiret bedste resultater i lang tid, kan de gode tider vel vise sig at være hurtigt overstået.

Det fremgår af SAS' regnskab for fjerde kvartal af det forskudte regnskabsår 2017/18.

De gode nyheder først. Selskabet havde over 30 millioner rejsende, hvilket er rekord. Og flyselskabet kunne lande sine forventninger og dermed et resultat før skat og engangsposter på ca. to milliarder.

Men så til de mere dystre dele af regnskabslæsningen. For SAS' ledelse konstaterer, at højere oliepriser kommer til at ramme selskabet.

Den seneste tid har flyselskaber i Europa været forstyrret af strejker, mangel på flyveledere, stigende oliepriser og erstatninger til flypassagerer. Og indtil videre har SAS ikke været ramt hårdt økonomisk af forholdene, men nu begynder især olieprisen altså at presse selskabet.

I regnskabet fremgår det således, at udgifterne til brændstof er vokset med knap 25 procent, og at det har medført ekstraudgifter for over en halv milliard danske kroner.

»Trods et succesfuldt år står vores forretning aldrig stille, og vi har ikke råd til at læne os tilbage og slappe af. I løbet af vinter accellerer væksten i markedskapaciteten. Derudover vil de nuværende brændstofpriser sammen med en svensk krone være en udfordring for os fremadrettet,« lyder det fra selskabets administrerende direktør Rickard Gustafson.

SAS påvirkes af en svag svensk krone, fordi selskabet handler i dollar, hvilket typisk gør brændstof og flydele dyrere at købe.

SAS-regnskab kan dermed ses som en bekræftelse på de hårde tider, flyselskaberne ventes at gå i møde i Europa lige nu.

Alitalia er lige nu under konkurs og ventes solgt. Primera Air i Island er under konkurs, og flere andre mindre selskaber har haft store problemer eller har måtte stoppe med at flyve. Selv Ryanair måtte i deres seneste regnskab se indtjeningen falde trods flere indtægter.