SAS måtte slå rekorder for at evakuere folk fra Kabul: »Vi har strakt vores materiel til det yderste«

Da Taleban på kort tid indtog Kabul, ringede Udenrigsministeriet til SAS for at få hjælp til evakueringer. En »enormt udfordrende opgave«, som endte med 22 flyvninger for de skandinaviske myndigheder.

Evakuerede fra Kabul forlader det sidste SAS-fly fra Afghanistan i Københavns Lufthavn fredag morgen den 27. august. Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

SAS er ligesom alle andre flyselskaber hårdt ramt af coronakrisen. Men også på andre fronter har den seneste tid været alt andet end business as usual for virksomheden, der er ejet af blandt andet den danske og svenske stat.

For da situationen i Afghanistan for få uger siden på kort tid eskalerede voldsomt med USAs tilbagetrækning og Talebans magtovertagelse, gik der ikke længe, før telefonen ringede hos SAS.

Udenrigsministeriet havde brug for hjælp til at hente folk ud af landet, og i SAS’ regnskab for tredje kvartal af deres forskudte regnskabsår kan man læse, at flyselskabet har gennemført 22 flyvninger for de skandinaviske myndigheder i forbindelse med den store evakueringsindsats.

En »enormt udfordrende opgave«, fortæller SAS’ danske direktør, Simon Pauck Hansen.

»Men også enormt givende for os som virksomhed. Vi har naturligvis sprunget rundt for at gøre alt, hvad vi overhovedet kunne for at få operationen til at lykkes bedst muligt,« siger Simon Pauck Hansen.

En masse mandskab smed straks alt, hvad de havde i hænderne og kom ind fra fridage og ferier. Et særligt kontor blev sat sammen til at sikre alt omkring de specifikke flyvninger, og der blev oprettet et tæt samarbejde med Udenrigsministeriet.

»Det har været vanskeligt at udføre, da det ikke er et område, vi normalt opererer i. Vi skulle først forstå, om det sikkerhedsmæssigt var forsvarligt at komme ind i området. Dernæst skulle vi samarbejde med alle myndigheder på vejen derned for at sikre adgang til overflyvning af steder som Irak, Iran og Pakistan for at få flyene frem. Det er ikke en enkel opgave, men det er gået godt,« siger Simon Pauck Hansen og fortsætter:

»Vi har strakt vores materiel til det yderste for at nå frem. Vi fløj den længste flyvning med en Airbus A320neo, vi nogensinde har fløjet. Jeg tror næsten, det må være det længste, der nogensinde er fløjet med sådan en. Over ni timer og 20 minutter med et kortdistancefly, fordi vi skulle udenom visse områder på vejen.«

Stadig hårdt ramt af covid-19

På den finansielle front er covid-19-pandemien stadig en afgørende faktor, som dikterer international luftfart, lyder det fra SAS-direktøren.

Så sent som tirsdag lukkede EU for indrejse fra vaccinerede amerikanere borger. SAS have modsat håbet på, at USA ville lukke op for rejsende fra EU, som manglede for at få den vigtige trafik mellem USA og Europa op at stå igen. Nu er man i stedet sat yderligere tilbage.

SAS’ danske direktør, Simon Pauck Hansen, fortæller, at der stadig er lang vej igen, før den internationale luftfart er tilbage i god gænge efter coronakrisen. Oscar Scott Carl

»Det er i virkeligheden i stærk kontrast til resten af erhvervslivet. Men vi befinder os bare i en anden virkelighed. Vi tror, vi skal ind i foråret næste år, før vi for alvor ser, markedet gå op, og vi over en længere periode kan præsentere positive resultater,« siger Simon Pauck Hansen.

I regnskabsåret tredje kvartal tabte SAS knap en milliard kroner på bundlinjen. Det er dog en klar forbedring i forhold til samme periode i 2020, hvor tabet lød på godt halvanden milliarder kroner.

Generelt viser onsdagens regnskab, at det trods alt går fremad for SAS. Der har således været langt mere gang i forretningen i kvartalet set i forhold til store perioder siden starten af 2020, hvor tæppet blev revet helt væk under det internationale marked for flyrejser.

For SAS handler det nu om at fortsætte arbejdet med en omfattende restrukturering, der skal sikre selskabet på lang sigt.

»Vi skal sikre, at vi har en berettigelse på den anden side af pandemien med ændrede rejsemønstre og en anden konkurrencesituation end tidligere. Vi skal finde store effektiviseringer for at drive hvert område af virksomheden mere effektivt, end vi gjorde inden pandemien,« siger Simon Pauck Hansen.

En af de helt store poster er personaleomkostningerne. Kort sagt mener SAS, at der er brug for mere fleksibilitet i forhold til arbejdstider og mindre 8-16 arbejde.