SAS gik i luften med en markant nyhed tirsdag aften.
Carsten Dilling, bestyrelsesformand for SAS, oplyste, at det amerikanske investeringsselskab Castlelake, Air-France-KLM og Lind Invest sammen med den danske stat bliver nye ejere af SAS.
Parterne skyder samlet 12,9 milliarder svenske kroner ind i SAS, hvilket svarer til 8,3 milliarder danske kroner, og den danske stat øger sin ejerandel fra de nuværende 21,8 procent til 25,8 procent.
Carsten Dilling understregede, at SAS kommer til at være et meget sundere selskab.
»SAS er nu et effektivt luftfartsselskab, som er godt positioneret i den konsolidering, som er gang i hele Europa,« sagde Dilling.
Men hvad betyder det nye ejerskab for flykunderne? Det spørgsmål har Berlingske fået aktieanalysechef i Sydbank Jacob Pedersen til at svare på.
Han fremhæver, at det nye ejerskab betyder, at SAS vil forlade verdens største luftfartsnetværk, Star Alliance, som består af 26 flyselskaber, og som SAS selv var med til at stifte i 1997.
Netværket har betydet, at SAS-kunder har kunnet rejse videre med flyselskaber som for eksempel Lufthansa og United Airlines, når de skulle videre til destinationer, som SAS ikke udbyder.
Samarbejdet har desuden betydet, at SAS-kunder har kunnet optjene bonuspoint på tværs af de forskellige selskaber, som indgår i luftfartsnetværket.
Skal kigge efter nye selskaber
Nu er det planen, at SAS skal gå ind i Sky Team-alliancen, som Air Franc-KLM er en af stifterne af. Ifølge aktieanalysechefen vil SAS' nye netværk føre til en »meget håndgribelig« forandring for SAS' kunder.
»De flyrejsende, som bestiller en billet hos SAS, og som skal flyve videre til en ny destination, som ikke er fløjet af SAS, skal lære nogle nye flyselskaber at kende. For SAS vil få nye flyselskaber som samarbejdspartnere, når SAS skifter fra en alliance til en anden,« siger han.
Jacob Pedersen siger desuden, at det kan få betydning for, hvilke flyselskaber der fremover flyver til Københavns Lufthavn, som er SAS' mest brugte lufthavn.
»Nogle af selskabets alliancepartnere, som flyver passagerer ind til København i dag på grund af samarbejdet, kan måske komme til at tænke: Hvorfor skal vi flyve til København, når vores passagerer ikke kan komme videre i Skandinavien med SAS, som de har kunnet tidligere?« siger han og tilføjer:
»Det kan føre til en vis udskiftning af flyselskaber i Københavns Lufthavn, så vi i højere grad vil se flyselskaber fra den nye alliance i København.«
Ifølge aktieanalysechefen vil forandringen dog ikke komme »som en tyv om natten«, og det står heller ikke klart endnu, hvornår SAS forlader luftfartsnetværket Star Alliance.
»Det er vigtigt at understrege, at vi ikke laver nogen ændringer med det samme. Vi forbliver medlem af Star Alliance indtil videre,« sagde SAS' direktør, Anko van der Werff, tirsdag.
Prishop ikke i sigte
Vil SAS-kunderne få bedre eller dårligere tilbud som følge af ejerskiftet?
»Jeg har svært ved at se, at det kommer til at give massivt lavere priser eller det modsatte for SAS-kunderne i et flymarked, der er så gennemsigtigt, som det er. I øvrigt er der mange andre faktorer, der påvirker priserne. Brændstofpriserne svinger, og en mulig miljøafgift kan også påvirke det. Så jeg tror ikke, at der vil komme en voldsom forandring i billetpriserne,« vurderer Jacob Pedersen.
Det store luftfartsselskab Air France-KLM, der nu får en andel på 19,9 procent af SAS, tror selv, at samarbejdet vil få en positiv betydning for danske flyrejsende:
»Det er en vigtig dag for SAS og for Air France-KLM. Vi er glade for at være en del af det vindende budkonsortium. SAS udgør et stort potentiale for os, og samarbejdet vil kunne forbedre flyforbindelserne for både skandinaviske og europæiske rejsende,« udtalte Benjamin Smith, topchefen for Air France-KLM, i en pressemeddelelse tirsdag.