SAS forsøger at vikle sig ud af stjernedyrt lån fra kapitalfond: Sender kollapset aktiekurs op

SAS skulle efter planen snart have udbetalt anden del af et såkaldt DIP-lån til en tårnhøj rente, som selskabet har optaget hos den amerikanske kapitalfond Apollo. Men nu er planerne ændret – og det sender aktiekursen op. Ifølge ekspert handler det udelukkende om én ting.

Tiden med SAS som børsnoteret kan snart være overstået. Meget tyder på, at den amerikanske kapitalfond Apollo og den danske stat sammen kommer til at kontrollere flyselskabet. Arkivfoto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix Liselotte Sabroe

Midt under et langvarigt konkursforløb har SAS optaget et stort og dyrt lån hos den kapitalfond, som står til at blive hovedaktionær i selskabet, hvis det gamle skandinaviske luftfartsselskab bliver afnoteret på fondsbørsen.

Men nu går det øjensynligt så godt i SAS, at selskabet prøver at finde et billigere lån andetsteds.