Salget af elbiler er i kæmpe stigning: »Vi kan godt kalde det et gennembrud«

Nye tal fra De Danske Bilimportører viser, at interessen for at købe elbil er stigende. Fire ud af ti solgte biler er opladelige.

Elbilerne er populære hos danskerne. Alligevel er vi ikke helt på niveau med vores naboer i Norge, hvor elbilsalget allerede har overhalet det konventionelle bilsalg. Fold sammen
Læs mere
Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Sidste måned kunne elbilsælgerne klappe i hænderne af glæde. Salget af elbiler, såsom Audi Q4, Hyundai Kona, Skoda Enyaq og Volkswagen ID. 3, er nemlig steget voldsomt, hvor særligt sidste måned toppede på salgsprocenten.

Ud af den forgangne måneds samlede personbilsalg på 15.844 var 3.050 af dem elbiler.

Ifølge administrerende direktør hos brancheorganisationen De Danske Bilimportører, Mads Rørvig, er der tale om et decideret gennembrud i salget af elbiler på det danske marked.

»Det er en ret voldsom stigning, som vi kan godt kalde et gennembrud for elbiler i Danmark,« siger Mads Rørvig.

Han mener, at der er flere grunde til det eksplosive salg. En af dem er, at udbuddet af bilmodeller og mærker er blevet større.

»Vi vurderer, at det i høj grad er, fordi bilfabrikkerne og forhandlerne har fået nogle varer på hylderne, som i den grad tiltaler danskerne,« siger han og fortsætter:

»Tidligere var det klimaaktivisten og ingeniøren, der efterspurgte elbilen. Nu er det altså alle danskere, der vil være med på den grønne bølge.«

I august udgjorde elbiler og plugin hybridbiler tilsammen 40 procent af månedens samlede antal nyregistreringer. Sidste år i august udgjorde de opladelige biler kun 20 procent af bilsalget.

Hos interesseorganisationen FDM er man enig i, at det høje salg af elbiler er kommet for at blive.

»De mange flere modeller giver flere valgmuligheder. Både funktionaliteten og priserne er bedre end førhen. Langt de fleste af de biler har 300-400 kilometers rækkevidde på en opladning. Så forudsætningerne for elbilsalget er blevet meget bedre,« siger Ilyas Dogro, der er chefkonsulent hos FDM.

Der er flere grunde

Det er ikke kun udbuddet, der vækker danskernes lyst til at købe elbil. Ifølge Arbejdernes Landsbank har danskerne mange penge stående på kontoen efter halvandet år med coronakrise.

»Der er gode forudsætninger for bilsalget i den kommende tid, hvor mange usikkerhedsfaktorer er elimineret en for en over det seneste års tid. I tillæg bugner danskernes formuer, hvor danskerne har over en billion kroner stående på helt almindelige bankkonti,« siger Brian Friis Helmer, privatøkonom i Arbejdernes Landsbank, i en skriftlig kommentar.

Hos FDM oplever man også, at deres medlemmer er villige til at bruge lidt flere penge på en elbil, og på den lange bane er elbilen nemlig billigere at eje.

»Fordelen ved de her biler er, at de har lave løbende omkostninger. Det er vi nødt til at lære som bilister. Så selvom det kan være en stor udgift til at begynde med, så er de her biler ret billige at servicere,« siger Ilyas Dogro og fortsætter:

»Nogle af de her modeller kommer faktisk med gratis service- og reparationsaftale i fem år. Men det er ligesom først nu, der er varer på hylderne, der passer danskerne. Vi har beregnet, at det er 20 procent billigere at have serviceaftale til en elbil, end det er for fossile biler.«

Udover det stigende udbud, og at danskernes formue er stor, spiller den lave bilafgift fortsat en stor rolle for køberne, mener de hos De Danske Bilimportører.

»Den kraftige afgiftsrabat på elbiler har stor betydning. Selvom vi har haft den noget tid, så er det først nu, der er varer på hylderne, der passer danskerne,« siger Mads Rørvig.

Tilbage i januar blev afgiften på elbiler endnu engang sat ned. Det skete i forbindelse med, at den nye afgiftsreform trådte i kraft.

Reformen gør det muligt for potentielle bilkøbere at få en rabat på 60 procent af det, de ellers skulle have betalt. Vel at mærke hvis bilen købes i 2021. Rabatten nedtrappes med tiden, og i 2030 vil den lande på 20 procent.

Naboeffekten

Hos De Danske Bilimportører taler man om den effekt, som naboen på den anden side af hækken har. Ifølge dem har det også en stor betydning for salget af opladelige biler.

»Det føles måske ikke så farligt, hvis din nabo allerede har en elbil. Så undgår man jo at være first mover,« siger Mads Rørvig.

Hos FDM oplever man både stor interesse for de opladelige biler, men stadig også en lille frygt for, hvor langt man egentlig kan køre på en opladning.

»Folk er stadig lidt bange for at løbe tør for strøm. Derfor foretrækker en del stadig hybridbiler frem for elbiler. Vi gør meget for at vise vores medlemmer, at de trygt kan vælge elbilen,« siger Ilyas Dogro og fortsætter:

»Det ser ud til at virke. Når jeg kigger ind i nærmeste fremtid, tror jeg, at hver tredje bil, der bliver solgt, vil være en elbil.«

Hos Arbejdernes Landsbank tror man heller ikke, at salget af opladelige biler vil stagnere.

»Med fremtidens bilafgifter på plads er der stort potentiale for, at fremgangen fortsætter for de opladelige biltyper i tiden frem. Vi forventer derfor et bilsalg, som fortsætter de pæne takter i den kommende tid,« siger Brian Friis Helmer.