Stenuldsfabrikanten Rockwool har netop med 96 procent af stemmerne på en ekstraordinær generalforsamling vedtaget at bruge mellem 100 og 200 millioner kroner på at genopbygge i krigshærgede Ukraine.

Det skal foregå i den nordlige region Tjernihiv. Ifølge bestyrelsesformand Thomas Kähler har ledelsen været i dialog med den lokale guvernør, Viacheslav Chaus, siden juni.

»Det er meget værdifuldt, at en stærk producent inden for byggeri med udenlandske investeringer er klar til at hjælpe i Tjernihiv-regionen. Mange tak, jeg glæder mig til at komme i gang,« udtaler guvernøren ifølge Thomas Kähler, der påpeger, at 6.000 bygninger er ødelagt i regionen, hvoraf 80 procent er boliger.

Herhjemme har Rockwool mødt heftig kritik for beslutningen om ikke at forlade Rusland, som ledelsen begrunder med, at færrest penge ifølge Rockwool ender i Rusland på den måde – og så at man ikke ønsker at give fire fabrikker, teknologi og medarbejdere til en konkurrent for »en slik«.

Afviste warwashing

Det var også budskabet, da Berlingske i maj – hvor Rockwool indkaldte til den ekstraordinære generalforsamling – spurgte Thomas Kähler, om ønsket om at genopbygge i Ukraine var et forsøg på at købe aflad.

»I juni etablerede vi en dialog med regionens guvernør. Siden har vi haft meget konstruktive samtaler med Tjernihiv-regionens lokale embedsmænd, og vi har talt om, hvordan Rockwool bedst muligt kan støtte genopbygningsindsatsen. Vi er opmuntrede af den positive dialog,« siger Rockwool-formand Thomas Kähler.
»I juni etablerede vi en dialog med regionens guvernør. Siden har vi haft meget konstruktive samtaler med Tjernihiv-regionens lokale embedsmænd, og vi har talt om, hvordan Rockwool bedst muligt kan støtte genopbygningsindsatsen. Vi er opmuntrede af den positive dialog,« siger Rockwool-formand Thomas Kähler. Roman Pilipey/EPA/Ritzau Scanpix

»Nej. De to ting, Rockwools aktiviteter i Rusland og genopbygningen, har ingenting med hinanden at gøre,« svarede formand Kähler, hvis familie har været i Rockwool siden grundlæggelsen i begyndelsen af det 20. århundrede. Familien er i dag en af Danmarks rigeste, da en god portion aktieposter stadig hviler i deres hænder.

Tidligere havde Jens Birgersson, den administrerende direktør Rockwool, i et interview med Berlingske udtalt, at donationer af overskud for virksomheder, der var aktive i Rusland, var warwashing, og at det ikke lå til Rockwools kultur at oplyse om størrelsen på selskabets egne donationer.

»Godt marked«

Men engagementet i Tjernihiv er ifølge bestyrelsesformand Kähler noget andet, lod han forstå over for Berlingske i maj, hvor han også gav udtryk for, at han håbede, Ukraine en dag ville blive et godt marked for virksomheder som Rockwool.

»Hvis man måler på, hvordan der ender færrest mulige penge i Rusland, så er det, Rockwool gør, det rigtige,« sagde Thomas Kähler til Berlingske i maj.
»Hvis man måler på, hvordan der ender færrest mulige penge i Rusland, så er det, Rockwool gør, det rigtige,« sagde Thomas Kähler til Berlingske i maj. David Leth Williams

»Jeg håber også, at der kommer en dag, hvor Ukraine kan blive et godt marked. Der er i hvert fald en kæmpe opgave for byggebranchen, som man kan se på billederne derfra,« sagde han.

På onsdagens ekstraordinære generalforsamling sagde Thomas Kähler, at Rockwool allerede har etableret en »projektorganisation« bestående af medarbejdere fra hovedkontoret samt lokale afdelinger i Polen og Ukraine.

»Jeg er meget beæret over, at så stor en del af vores aktionærer støtter op om forslaget. Det er en stor opgave nu for ledelsen at sikre, at pengene og indsatsen bliver ført ud i livet på måde, der kommer mest muligt til gavn.«