Rockwool afviser at følge Carlsberg »Det vil svare til at forære en sund forretning til russerne«

Efter Carlsbergs udmelding om at trække sig ud af det russiske marked har det lagt større fokus på andre virksomheder, som fortsat er i Rusland. Men nu afviser Rockwool blankt, at de har tænkt sig at gøre det samme. Og det har de en særlig forklaring på.

Svenskeren Jens Birgersson har været administrerende direktør for Rockwool siden 2015. Fold sammen
Læs mere
Foto: Niels Ahlmann Olesen
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Carlsberg er fulgt i hælene på en bred række internationale og danske virksomheder og har bekendtgjort planer om at lukke for al produktion og salg i Rusland.

Ifølge Jacob Dahl Rendtorff, forsker i virksomhedsetik ved Roskilde Universitet, lægger den slags udmeldinger stort pres på andre virksomheder.

»Andre står over for den samme udfordring, fordi de skal opretholde deres image.«

Men nu melder Rockwool, at de ikke har tænkt sig at følge den samme strategi.

»At holde vores fabrikker åbne i Rusland har ikke været en nem beslutning, men vi mener fortsat, at det er det rigtige at gøre,« skriver Jens Birgersson, administrerende direktør i ROCKWOOL Group, i en mail.

De mener, at der er en overhængende risiko for, at den russiske stat vil overtage produktionen.

»Det inkluderer alting – fabrikkerne, maskineriet, det intellektuelle og vores faglige medarbejdere.«

Han siger desuden, at fordi produktionen ligger strategisk placeret, vil den kunne køre separat fra resten af virksomheden.

»I virkeligheden vil vi give den russiske stat en gave i form af en velfungerende virksomhed med dertilhørende milliarder af kroner, med alt hvad det indebærer, fra den ene dag til den anden,« skriver Jens Birgersson og tilføjer:

»Vi kan ikke se, hvordan det ville hjælpe med at gøre en hurtigere ende på krigen.«