De såkaldte robottaxier er allerede rullet ud i de fleste kinesiske storbyer.
Nu vender de selvkørende biler kølerhjelmen mod Europa.
Den kinesiske tech-gigant Baidu er gået sammen med amerikanske Lyft. De to virksomheder vil sætte selvkørende taxier på vejene i Europa allerede fra 2026.
De selvkørende taxier skal have deres debut i Tyskland og Storbritannien. Der mangler dog stadig de sidste regulatoriske godkendelser, før robottaxierne kan forlade garagen.
Den engelske regering har ifølge Reuters skruet op for hastigheden for den administrative proces og forventer, at briterne kan bestille en robottaxi fra foråret 2026.
Kinesisk teknik og amerikansk service
Baidu, der er den kinesiske pendant til Google, har allerede over 1000 robottaxier spredt ud over 15 byer på verdensplan.
Heriblandt Beijing, hvor indbyggernes siden 2021 har bestilt taxier uden chauffør.
Det er Baidus elektriske RT6-robottaxaer, der stilles til rådighed i Europa. Det bliver Lyft, som vil stå for booking-platform, kundeservice og logistik.
Lyft købte torsdag mobilitetsappen FreeNow for 1,2 milliarder kroner og trådte hermed ind på det europæiske transportmarked. Det vides endnu ikke, om europæerne vil kunne bestille robottaxier fra netop denne app.



