Robert Uggla i sjælden kritik: Mærsk var gået i stå

Opsplitning og frasalg i 2016 var nødvendige, siger Robert Mærsk Uggla, som om få uger bliver ny bestyrelsesformand for Mærsk-koncernen og nu vil fastholde den nye kurs.

Mærsk er i dag verdens største containerrederi og udvider konstant sin logistikforretning gennem opkøb på et tidspunkt, hvor der mere end nogensinde er kapacitetsmangel, og fragtpriserne dermed skyder i vejret. Jonathan Nackstrand/AFP/Ritzau Scanpix

Mærsk-koncernens kommende bestyrelsesformand, Robert Mærsk Uggla, udtrykker utilfredshed med, hvordan den familiestiftede kæmpekoncern tidligere er blevet drevet.

Det sker i et sjældent interview med den britiske finansavis Financial Times. Her slår han fast, at rederigiganten har lært af sin fortid og fremover vil gøre det bedre, når logistikforretningen skal udvides.

Kritik af overpriser på opkøb

43-årige Robert Mærsk Uggla, som er femte generation af Mærsk-familien i rederiet, blev i sidste uge udpeget som kommende bestyrelsesformand, når der 15. marts holdes generalforsamling. Han har de seneste år siddet i spidsen for familiefonden, A.P. Møller Holding, som er kontrollerende aktionær i rederiet med over 70 procent af stemmerne.

I interviewet fortæller han om baggrunden for, at koncernen i 2016 blev opdelt i to separate grupper og energidelen derefter solgt fra for 7,5 milliarder dollar til franske Total, så man i dag fokuserer på logistik og transport og her er verdens største på området.

Robert Mærsk Uggla, som er femte generation af Mærsk-familien i rederiet, står 15. marts til at blive ny bestyrelsesformand for koncernen, der er Danmarks største virksomhed. Arkivfoto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix Ida Guldbæk Arentsen

Robert Mærsk Uggla taler om »mangel på kapitaldisciplin«.

»Jeg siger ikke, at vi aldrig vil betale overpris for et opkøb, men strukturen skaber mere kapitaldisciplin. Alle aktionærer, heriblandt den kontrollerende aktionær, har et ønske om dividender og aktietilbagekøb. Det var anderledes tidligere,« lyder den hårde, men indpakkede kritik af de tidligere opkøb.

Han siger også, at Mærsk-koncernen var ved at gå i stå dengang.

Det var mellem 2000 og 2016, at Mærsk »stagnerede som gruppe, og det stod klart, at der var en mangel på fornyelse«.

»Vi plantede egentlig ikke mange frø til fremtiden. Så familiens synspunkt i 2016 var, at strukturen var en af forhindringerne for fornyelse,« siger Robert Mærsk Uggla til Financial Times.

Fastholder kursen

Han afløser Jim Hagemann Snabe, tidligere topchef i den tyske softwaregigant SAP og nuværende bestyrelsesformand for Siemens, på posten som bestyrelsesformand for Mærsk-koncernen.

Robert Mærsk Uggla vil fortsætte den nuværende strategi for koncernen og gøre den til en logistikgruppe, som skaber forbindelsen fra fabrik til kunde, samtidig med at der skal investeres i grøn skibsdrift, og aktionærerne sikres øget udbytte.

Mærsk-koncernen har i de seneste måneder foretaget store milliardopkøb af logistikvirksomheder verden over.

»Vi lever i ekstraordinære tider. Vi er alle klar over, at der vil komme en tid, hvor fragtraterne normaliseres. Vi er nødt til at gribe øjeblikket,« fastslår den kommende bestyrelsesformand.