Retsordførere: Schlüter-sag bør indgå i nyt udspil om øget kontrol med advokater

Retsordførerne fra S og DF vil bede justitsministeren inddrage Schlüter-sagen og advokaters sideaktiviteter i nyt lovforslag, der skal skærpe tilsynet med advokater. V-ordfører mener, at tilsyn med advokaters sideaktiviteter vil være "helt uoverskueligt".

Johan Schlüter fik en betinget fængselsdom for svindel med klienternes penge. Schlüter-sagen har vakt stor opsigt. Alligevel indgår den ikke i nyt udspil og lovforslag, der skal øge kontrollen og skærpe tilsynet med landets advokater. Socialdemokratiets retsordfører, Trine Bramsen, vil derfor foreslå ministeren, at Schlütersagen inddrages i lovforslaget. DF-ordfører bakker op.. Fold sammen
Læs mere
Foto: Simon Læssøe
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Schlüter-sagen lander onsdag morgen kl. 8 på justitsminister Søren Pape Poulsens (K) bord, når retsordfører fra Socialdemokratiet, Trine Bramsen, vil foreslå ministeren, at Schlüter-sagen inddrages i det kommende lovforslag, der skal skærpe tilsynet med landets advokater.

Schlüter-sagen handlede om svindel med klienternes penge via et firma, som advokaterne havde oprettet ved siden af deres advokatvirksomhed, og det er den slags sidevirksomhed, som Trine Bramsen vil have justitsministeren til at forholde sig til.

»Jeg vil bede justitsministeren adressere det her problem, når vi førstebehandler lovforslaget i Folketinget. Jeg vil bede ham se på, hvad det er for opgaver, advokater må udføre, og overveje, om det eksisterende lovforslag kan udvides med et ændringsforslag, eller om der skal laves supplerende lovgivning,« siger Trine Bramsen.

Lovforslaget, der skal skærpe tilsynet med advokater, tager blandt andet afsæt i en række historier om forsvarsadvokater, der har givet gaver til klienter og uddelt reklametøj til indsatte. Lovforslaget fremsættes i Folketinget om to uger.

Det er retsordførerne fra regeringspartierne, Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti, som onsdag morgen mødes med justitsministeren. Og retsordførerwn fra Dansk Folkeparti, Peter Kofod, bakker op om Trine Bramsen.

»Vi føler ikke, at lovforslaget er helt i mål, så det er fint at bringe det op på mødet med justitsministeren onsdag og høre regeringen, om det giver anledning til at fremsætte et andet lovforslag, eller om det er dækket i det eksisterende,« siger Peter Kofod.

Vil dæmme op for lignende sager

Han tilføjer, at lovforslaget under alle omstændigheder skal forbi retsudvalget, hvor Schlüter-sagen også vil blive inddraget i drøftelsen af lovforslaget.

»Efter førstebehandlingen vil vi i udvalgsbehandlingen se på, om det giver anledning til at stramme skruen yderligere i lyset af Schlüter-sagen, så vi kan dæmme op for lignende sager,« siger han.

Venstres retsordfører, Preben Bang Henriksen, kalder det »helt fint« at tage en drøftelse på mødet med ministeren onsdag, men mener, at det vil være »helt uoverskueligt« for Advokatrådet, hvis det skal føre tilsyn med advokaters sideaktiviteter. Og en udvidelse af tilsynet finder han unødvendig.

»Men man kunne overveje en særskilt forpligtelse for advokater til at informere folk, der handler med advokaters sideselskaber, om, at her er ikke samme sikkerhed, som når man handler med advokatvirksomheden,« siger Preben Bang Henriksen.

Justitsminister overser Schlüter-skandalen

Advokat Eskil Nielsen kritiserede for nylig i en kronik i Berlingske Justitsministeriet for helt at have overset århundrets største advokatskandale, Schlüter-sagen, i sit nylige udspil »Øget kontrol og skærpet tilsyn med advokater«, der er baggrund for lovforslaget.

»Selv om det unægtelig havde været nærliggende ved en revision af advokatreglerne, så omtaler eller inddrager hverken udspil, lovforslag eller undersøgelsen Johan Schlüter-skandalen,« skrev han i kronikken.

Den nævnte undersøgelse er udarbejdet af revisions- og rådgivningsfirmaet EY på vegne af Justitsministeriet.

Eskil Nielsen opfordrede i sin kronik til en granskning af Schlüter-sagen for blandt andet at finde ud af, om »tilsynsmyndigheden med skandalen har spillet fallit«.

Juraprofessor ved Københavns Universitet Mads Bryde Andersen har i Berlingske bakket op om behovet for en udredning i sagen og har foreslået Advokatsamfundet at iværksætte en advokatundersøgelse af Schlüter-sagen.

Bramsen vil foreslå granskning

Formanden for Advokatsamfundets bestyrelse, Peter Fogh, har imidlertid afvist behovet for både en granskning og en advokatundersøgelse.

»Vi er med på, at vi tager en drøftelse med Justitsministeriet, når vi har fået den endelige dom. Jeg synes ikke, at man skal gå ud og lave en granskning eller en kommissionsundersøgelse af Schlüter-sagen,« har Peter Fogh blandt andet udtalt i Berlingske.

Trine Bramsen oplyser, at hun på mødet onsdag også vil bede justitsministeren sætte en granskning af Schlüter-sagen i gang. Det forslag afvises dog på forhånd af Preben Bang Henriksen.