Danmarks største virksomheder er i topform. Det er hovedkonklusionen på Berlingske Business' årlige analyse af regnskaberne fra Danmarks 1.000 største virksomheder målt på omsætning.

Vi har samlet syv grafer og diagrammer, der viser, hvordan virksomhederne klarer sig målt på en række parametre. Og så har vi lavet et kort, hvor du kan finde de største virksomheder nær dig.

1. Rekordhøjt overskud

Danmarks 1.000 største virksomheder kom ud af det seneste regnskabsår med et samlet resultat efter skat på 188 milliarder kroner. Det er det største overskud, som Berlingske har registreret, siden vi lavede den første opgørelse over Danmarks 1.000 største virksomheder i 2002.

2. Højt afkast til aktionærerne

De store overskud kan næsten ikke andet end give anledning til store smil hos aktionærerne. I hvert fald har aktionærerne ikke fået forrentet deres egenkapital så godt siden før finanskrisen i 2008. Guld1000-virksomhedene har det seneste år forrentet aktionærenes egenkapital med 13 procent.

3. Mærsk trækker overskuddet ned - igen

Selv om Guld1000-virksomhedernes samlede overskud er rekordhøjt, var der også virksomheder, der kom ud af 2017 med røde tal på bundlinjen.

Igen i år var det A.P. Møller - Mærsk, der løb med prisen for årets største underskud. Resultatet efter skat på minus 7.947 millioner kroner er dog en forbedring på over fem milliarder kroner fra året før, hvor Mærsk leverede danmarkshistoriens største underskud.

4. Omsætningen stiger i de fleste virksomheder

Samlet er Guld1000-virksomhedernes omsætning steget med fire procent i det seneste regnskabsår, og omsætningsfremgangen er bredt funderet, for omsætningen er steget i 73 procent af virksomhederne. Den samlede omsætningsstigning på fire procent er dog langt fra de stigningstakster, virksomhederne viste før finanskrisen i 2008.

5. Plads på listen kræver omsætning på 431 millioner

For første gang kræver det en omsætning nord for 400 millioner kroner for at komme på listen over Danmarks 1.000 virksomheder, for i år har nr. 1.000 på listen, Dansk Avis Omdeling, en omsætning på 431 millioner kroner.

6. Virksomhederne er enormt solide

Danmarks største virksomheder er godt polstrede. Guld1000-virksomhedernes samlede soliditetsgrad, der måler virksomhedernes polstring og evne til at modstå tab, er nu oppe på 44 procent. Virksomhederne står derfor stærkt rustet til at møde fremtiden.

7. Guld1000-virksomhederne beskæftiger 1,7 millioner ansatte

Danmarks 1.000 største virksomheder beskæftiger sammenlagt 1,7 millioner ansatte over hele verden. Den absolut største arbejdsgivere er servicevirksomheden ISS, der i det seneste regnskabsår havde 491.126 ansatte.

Kort: Her ligger landets 1.000 største virksomheder

Der er store virksomheder i alle dele af landet, men det er især i og omkring København, at de store virksomheder klumper sig sammen. 473 af landets 1.000 største virksomheder har adresse i Region Hovedstaden. Region Sjælland er med 50 virksomheder den kommune, hvor færrest Guld1000-virksomheder har hjemme.