Rekordbøde til Google for brud på cookieregler

Internetgiganten Google skal betale over en milliard kroner i bøde. Også Facebook skal til lommerne for at gøre det svært for folk at undgå at blive sporet på nettet.

Både Facebook og Google får kæmpe bøder af det franske datatilsyn og skal rette ind hurtigt – ellers vanker der dagbøder på trekvart million kroner. Denis Charlet/AFP/Ritzau Scanpix

Den amerikanske internetgigant Google har fået en rekordstor bøde for at gøre det svært for internetbrugerne at afvise at blive sporet på nettet gennem cookier.

Det er det franske datatilsyn, CNIL, som torsdag gav Google bøden på 150 millioner euro, svarende til 1,16 milliarder kroner, og samtidig blev Facebook idømt en bøde på 60 millioner euro (446 millioner kroner) for samme forseelse, skriver nyhedsbureauet Reuters.