De ti tidligere Danske Bank-ansatte, der tirsdag og onsdag blev anholdt i Estland, havde alle relation til de sager, som de seneste år har fået skandalen om hvidvask i Danske Bank til at eksplodere.
Blandt de anholdte var en kunderådgiver, hvis kunder blandt andet talte selskaber, som ifølge interne advarsler angiveligt havde relation til Putin-familien. En anden kunderådgiver var ansvarlig for porteføljen af selskaber kontrolleret af regimet i Aserbajdsjan, der i en årrække brugte Danske Banks estiske filial som en slags skyggebank.