Lars Rasmussen genopstiller ikke til posten som bestyrelsesformand for Ambu, når der er generalforsamling til december.
Det skriver Ambu i en pressemeddelelse.
Dermed bliver det kun til et år på posten, som han fik i december 2019. Årsagen skyldes en mulig interessekonflikt, da Lars Rasmussen også er bestyrelsesformand for Coloplast, som han også var topchef for i ti år.
»Jeg er blevet gjort opmærksom på, at visse Ambu-aktionærer mener, at der er en potentiel interessekonflikt i, at jeg er bestyrelsesformand for både Ambu og Coloplast. Det skyldes, at Coloplast på sin seneste Capital Market Day nævnte, at virksomheden måske engang i fremtiden vil overveje distribution af cystoskoper som et nyt forretningsområde,« siger Lars Rasmussen i pressemeddelelsen:
»Baseret på den potentielle fremtidige usikkerhed har jeg besluttet ikke at genopstille som bestyrelsesformand for Ambu for at sikre, at virksomheden lever op til de højeste corporate governance-standarder.«
Det fremgår, at bestyrelsen takker Lars Rasmussen for hans indsats. Jagten på nye kandidater går nu i gang frem mod december.
Lars Rasmussen var topchef i Coloplast fra 2008 til 2018. I den periode blev aktiekursen mere end syvdoblet.