Presset Dan Jørgensen sparker stop for oliejagt til hjørne

Der bliver intet stop for oliejagt nu og her, fastslår klimaministeren, som presses af støttepartier, der vil have stoppet nyt udbud.

Klima-, energi- og forsyningsminister Dan Jørgensen (S) ville på et samråd torsdag ikke tage stilling til, om der kommer en ottende udbudsrunde om olien i Nordsøen. Han slog dog fast, at han ikke er fortaler for at blive ved med at tage olie op i det uendelige. Fold sammen
Læs mere
Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix

Nu og her bliver der intet stop for yderligere oliejagt i den danske del af Nordsøen. Det havde flere partier og miljøorganisationer ellers ønsket.

Det slog klima-, energi- og forsyningsminister Dan Jørgensen (S) fast på et samråd torsdag.

»Der er valide argumenter for at aflyse ottende udbudsrunde, ligesom der også er argumenter for at opretholde den og give tilladelser. Først når vi har en grundig og endelig analyse, kan vi give vores svar,« lød det fra ministeren.

Samrådet var første gang, Dan Jørgensen gav sin holdning til kende om en ottende udbudsrunde, der har været stærkt omdiskuteret af miljøorganisationer og venstrefløjen i særdeleshed.

Den ottende udbudsrunde blev skudt i gang sidste år og er en mulighed for energiselskaber til at få grønt lys til at tage olie og gas op Nordsøen. I alt fire selskaber har ansøgt om at hente fossile brændsler op fra undergrunden – potentielt frem til 2055.

Der er tale om Ardent Oil Ltd, Lundin Norway AS, MOL Dania ApS og Total E&P Danmark A/S. Den danske stat vil sidde med i form af Nordsøfonden med en andel på 20 procent.

Dan Jørgensen ville på samrådet ikke lægge sig fast på sin egen og regeringens holdning til, om runden skulle aflyses. Ministeren slog dog fast, at han ikke er fortaler for at blive ved med at tage olie op i det uendelige.

»Store dele af ressourcerne i undergrunden skal blive liggende,« sagde Dan Jørgensen på samrådet.

Et af de afgørende argumenter er, hvor meget økonomi der er i at fortsætte oliejagten. Vismændene har tidligere slået fast, at olien i fremtiden kun har en lille betydning for dansk økonomi. Omvendt venter både Skatteministeriet og Finansministeriet op mod trecifrede milliardindtægter frem mod 2050.

Dan Jørgensen lagde sig ikke fast på det mest sandsynlige scenarie.

»Det er svært at beregne. Nogle vil sige, at det er meget – andre vil sige, at det er lidt. Det handler om, hvilke antagelser man lægger til grund,« siger Dan Jørgensen.

Ingen opbakning fra støttepartier

Der er også blevet peget på, at en række lande har indført eller har planer om at indføre et stop for nye tilladelser til at lede efter og udvinde olie og gas. New Zealand besluttede i 2018 at stoppe udstedelsen af nye tilladelser til efterforskning på havet.

Det samme gælder i Frankrig, hvor der blev sat en stopper for nye tilladelser i 2017 med 2040 som slutdato for al udvinding. Også andre steder er der planer om lukke og slukke for olieudvindingen.

Klimaordfører for de Radikale Ida Auken mener ikke, at regeringen fortsat skal støtte yderligere oliejagt efter 2052, som lige nu er slutdatoen.

»Det er svært at forsvare, at vi fortsætter. Olieeventyret er slut. Vi lyder som nogle, der spiller violin på »Titanic«,« lød det fra klimaordføreren.

Samme toner kom fra SF, der også vil stoppe ottende udbudsrunde.

Også Ida Aukens ordførerkollegaer fra Enhedslisten og Alternativet var skuffede over, at regeringen ikke vil sætte en stopper for boringerne.

Dan Jørgensen kunne ikke oplyse, hvornår analysen af den fortsatte oliejagt ventes at være færdig. Han sagde dog, at den kommer »så hurtig som muligt«.