De nye bilafgifter er en lige højre til Toyota, der sidder på størstedelen af salget af almindelige hybridbiler i Danmark. Nu må Toyota skrue priserne på nogle af sine bedst sælgende biler op med helt op til 52.000 kroner, fordi Toyotas teknologi med opladning af elmotoren under kørslen i stedet for med kabel ikke bliver anset som en ægte, elektrisk bil.

»Vores almindelige hybridbiler lades ikke op med ladestik, men lades primært, når man bremser, så man bruger den energi, der samles op, i stedet for benzin. De er samtidig nogle af de ikkeopladelige biler, der kører længst på literen og har den laveste CO2-udledning, men alligevel rammes de desværre ekstra hårdt med de nye bilafgifter. Og de udgør over halvdelen af Toyotas salg i Danmark,« forklarer Anders Tystrup, der er pressechef for Toyota Danmark.