Pilot-vrede vokser i Norwegian

Anonyme piloter hos SAS’ største konkurrent raser over forholdene i selskabet. Kritikken falder samtidig med, at Norwegian er under massiv kritik, fordi det vil bruge asiatisk kabinepersonale på fly uden for Europa.

Efter at SAS de seneste måneder har opfordret skattemyndighederne til at undersøge lavprisselskabernes ansættelsesmetoder, vælter kritikken ned over Norwegian fra nogle af de piloter, der via vikarbureauer i blandt andet Estland og Irland arbejder for selskabet.

I stedet for at fastansætte piloterne kræver Norwegian, at piloterne underskriver nye kontrakter med vikarbureauerne, blandt andet på grund af nye EU-regler, der siger, at arbejdsgiveren skal betale social sikring i det land, hvor piloterne har base. Mens selskabet kan undgå en eventuel retssag, mister piloterne retten til faste fridage og risikerer at komme i klemme med deres personskat, oplyser to af dem.

»Det eneste, vi ønsker, er samme rettigheder som fastansatte og sikkerhed for, at vi kan komme hjem til vores familie. Norwegian er ikke bedre end Ryanair, men Ryanair lægger i det mindste ikke skjul på, hvad de mener. Norwegian stiller nogle af os en fastansættelse i udsigt for at dæmpe kritikken, men slet ikke nok i forhold til, hvor mange kontraktpiloter, vi er,« siger én af de to piloter, som Berlingske har talt med, men som ønsker at være anonym, og henviser til, at Norwegian for nylig har åbnet for en række fastansættelser, som er blevet bombarderet med ansøgninger fra vikarpiloterne.

Norwegian er bekendt med frustrationerne men mener, der er tale om en mindre gruppe utilfredse piloter og understreger, at selskabet følger både skattelovgivning og aftaler med den norske pilotforening.

»Vi må bruge vikarer på nye baser, indtil vi ved, om basen er rentabel. Det har fagforeningen selv sagt ja til i maj. Derefter bliver de ansat på lokale vilkår, det er også en del af aftalen. Det er mit indtryk, at de fleste er glade for deres arbejde,« siger flyvechef Tomas Hesthammer, som fastslår, at vikarbureauer er nødvendige for at være konkurrencedygtig.

De fastansatte piloters fagforening har dog en anden opfattelse. De mener, vikarpiloterne også flyver på gamle ruter i Skandinavien. De norske myndigheder skal nu afgøre, om der er grundlag for en sag, imens selskabet er under massiv kritik af LO i Norge, fordi selskabet vil ansætte asiatisk kabinepersonale på ruter uden for Europa.