Pengene vælter ind i Sydbank: Nu skruer banken op for negativ rente til erhvervslivet
Indlånsoverskuddet i Sydbank sætter rekord, og det får storbanken til at sænke renten på indlån for erhvervskunder fra minus 0,75 til nu minus 0,95 procent.
Indlånsoverskuddet i Sydbank sætter rekord, og det får storbanken til at sænke renten på indlån for erhvervskunder fra minus 0,75 til nu minus 0,95 procent.
Sydbank har leveret en markant fremgang i indtjeningen i første halvdel af 2021.
Bankens basisindtjening er i løbet af årets første seks måneder steget med 20 procent til næsten 2,2 milliarder kroner i forhold til samme periode i 2020.
Det viser storbankens netop offentliggjorte halvårsregnskab.
»En indtjeningsvækst på 20 procent er stærk og er effekten af iværksatte tiltag, herunder overtagelsen af Alm. Brand Bank, der står for halvdelen af indtjeningsvæksten,« udtaler Sydbanks topchef, Karen Frøsig, i forbindelse med regnskabet.
Sydbank var den første danske bank, der sænkede grænsen for negative renter til 100.000 kroner for private kunder. Siden er en lang række banker fulgt efter, hvilket har mødt kritik fra erhvervsminister Simon Kollerup (S), der finder det »grådigt«, at stadig flere danskere skal betale for at have penge i banken.
I forbindelse med Sydbanks halvårsregnskab fremgår det, at bankens erhvervskunder nu står for skud. Rentesatsen på indlån for erhvervskunder har hidtil ligget på minus 0,75 procent, men denne vil fremover blive sænket til minus 0,95 procent, meddeler Sydbank, der kalder sig »Danmarks erhvervsbank«.
»Sydbanks indlånsoverskud sætter ved udgangen af første halvår 2021 rekord. Vi tilpasser rentesatsen for erhvervskundernes indlånskonti fra minus 0,75 procent til minus 0,95 procent og følger dermed udviklingen på markedspladsen,« oplyser banken.
Bankens resultat efter skat landede på 645 millioner kroner i årets første seks måneder, hvilket giver en egenkapitalforrentning på 10,4 procent p.a. efter skat.
»Vi udviste stor ansvarlighed, da vi sidste år annullerede den udmeldte kapitaludlodning til aktionærerne. Jeg håber og forventer, at der fra myndighedernes side bliver åbnet op for effektuering af de aflyste udlodninger senere på året,« udtaler Sydbanks bestyrelsesformand, Lars Mikkelgaard-Jensen.