Partier kræver Nick Hækkerup på banen i sag om kviktestmilliarder: »Hele sagen er skandaløs«

Hvordan kunne Jeppe Handwerk ende som kongen af kviktest, når hans firma kun blev nummer fire i milliardudbud? Og er udbuddene foregået efter bogen? Adskillige partier vil til bunds i sagen og kalder justitsminister Nick Hækkerup (S) i samråd.

Coronakrisen udviklede sig til en gylden forretning for de tre selskaber Falck, Carelink og Copenhagen Medical, der har faktureret staten over fem milliarder kroner for at kvikteste danskerne. Nu vil flere partier på Christiansborg have en forklaring på, hvordan de tre selskaber endte med kontrakterne. Grafik: Kristian Stauning

»Skandale«. »Forrykt«. »Mærkværdigt«.

Flere partier på Christiansborg kræver nu justitsminister Nick Hækkerup (S) på banen for at forklare, hvordan det gik til, da tre private virksomheder tidligere på året blev valgt som leverandører af kviktest til danskerne og efterfølgende fik udbetalt mere end 5,3 milliarder kroner fra statskassen.