Pandora er på vej med spareplan efter endnu et sløjt regnskab

Det danske smykkeselskab Pandora må konstatere, at tredje kvartal bestemt ikke er gået deres vej, og må nedjustere for anden gang i år. En kraftig reduktion af nye butiksåbninger og en stor spareplan skal rette op på de dårlige takter.

Pandora på Strøget. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup

Det har længe været op ad bakke for det danske smykkeselskab Pandora, og regnskabet for tredje kvartal er ingen undtagelse.

Både omsætning og driftsresultat er væsentligt lavere end forventet, og de svigtende resultater får selskabet til at nedjustere. Selskabet venter nu en omsætningsvækst i lokal valuta i år på to til fire pct. mod tidligere ventet fire til syv pct. Pandora fastholder dog målsætningen om en overskudsgrad på 32 pct.

»Resultatet for tredje kvartal var utilfredsstillende, og vi justerer forventningerne til fuldåret. Vi har foretaget en gennemgang af vores virksomhed og har besluttet at lancere et kraftfuldt program med henblik på at reducere omkostninger på tværs af virksomheden markant for at frigøre ressourcer til at investere i bæredygtig vækst i det direkte sammenlignelige salg,« siger Anders Boyer, Pandoras finansdirektør, i forbindelse med kvartalsregnskabet.

Det er anden gang i år, at Pandora nedjusterer. På smykkeselskabets kapitalmarkedsdag i januar annoncerede Pandora nye og langsigtede finansielle målsætninger om en vækst på mellem syv og ti 10 pct. i lokal valuta. Men i august, blot otte måneder senere, måtte selskabet skrue forventningerne til omsætningsvæksten ned til fire til syv pct. i lokal valuta. Det fik virksomhedens aktier til at falde med 23 pct. på én dag.

Tre dage efter nedjusteringen stoppede adm. direktør Anders Colding Friis. Han var længe blevet kritiseret for at kommunikere dårligt med markedet. Han har forsikret om, at udsigterne er gode for Pandora – et budskab, han har haft svært ved at overbevise investorerne om.

Når Pandora nu nedjusterer for anden gang i år, skyldes det ifølge Anders Boyer, at selskabets nye produkter og kollektioner ikke er gået som forventet.

»Da vi stod i starten af året, var diagnosen, at de nye produkter og koncepter, vi har lanceret, skulle drive vækst like-for-like igen. Men det er ikke sket, og det er en væsentlig faktor, hvor vi er blevet klogere i løbet af året,« siger han og peger på, at også behovet for at nedbringe varelageret hos selskabets grossister har kunnet mærkes.

»Der har ligget for mange varer i grossistleddet, som sælger relativt langsomt, men mens man bringer varelageret ned ude hos de distributører og franchisegrossister, vi har, så påvirker det selvfølgelig vores salg til dem, og den indvirkning er også større, end det blev set i starten af 2018,« siger han.

I selskabets vigtigste produktgruppe, charms-vedhæng, der fylder 54 pct. af omsætningen, oplever Pandora også modvind. Her falder salget med ni pct. i årets tredje kvartal. Til gengæld vokser salget i selskabets andenstørste produktgruppe »Armbånd« med 12 pct.

Samtidig er Pandora udfordret på flere markeder. Salget i Europa, Mellemøsten og Afrika, er faldet med 5 pct. målt i lokal valuta. Særligt skidt står det til på markederne i Storbritannien, England, Italien og Frankrig. Det europæiske marked står for 48 pct. af selskabets samlede omsætning.

I USA faldt omsætningen i lokal valuta med seks pct. i forhold til sidste år. Det amerikanske marked udgør 29 pct. af den samlede omsætning.

Opkøbsjagt bliver skrinlagt

Ifølge investeringsøkonom i Nordnet, Per Hansen, er der tale om et »møgregnskab« for tredje kvartal.

»Ligesom investorerne håbede på, at der var kommet mere ro på med Anders Boyer og Jeremy Schwartz som fælles ledelse, leverer Pandora igen et dårligt regnskab. For investorerne og analytikerne er det svært at vide, hvilke tal de skal komme ind i modellerne,« siger Per Hansen, som mener, at der fortsat forestår en del økonomisk oprydnings- og genopretningsarbejde, før Pandora kan siges at være stabiliseret.

I strategiplanen fra januar havde selskabet en ambition om at åbne op mod 1.000 nye butikker frem mod 2022, mens selskabet ville fortsætte med at opkøbe eksisterende franchisebutikker og drive dem selv.

Med kvartalsregnskabet bliver den strategi nu omlagt. Opkøbsjagten bliver sat på pause, mens antallet af butiksåbninger bliver reduceret kraftigt. Pandora har i de seneste 12 måneder tilføjet 286 konceptbutikker, så det samlede antal globale konceptbutikker nu er 2.614.

»Vores hovedbudskab i dag er, at vi ikke stopper helt, men at vi gør det på et væsentligt lavere niveau. Hvis man går halvandet år tilbage, voksede salget i de fysiske butikker pænt. Men salget er gradvist blevet svagere, og når det sker, bliver vi nødt til at kigge på, hvordan vi håndterer det, og så giver det mindre mening at købe butikker med en faldende omsætning,« siger han.

Stor sparerunde er på vej

En større sparerunde kan desuden være på vej. I kvartalsregnskabet fremgår det, at Pandora har identificeret »store muligheder« for at reducere omkostningerne, og at det ligger ud over de årlige besparelser på 350 mio. kr., som virksomheden meldte ud i august. Hvor stor sparerunden bliver, vil selskabet melde ud i forbindelse med fremlæggelse af årsregnskabet i februar.

»I de seneste par måneder har vi kørt et helbredstjek, og dér har vi kigget på alle omkostninger, og vi har set, at der stort set alle steder er noget at hente ved at arbejde smartere. Vi laver ikke et turnaround-program i klassisk forstand som i en virksomhed, der ikke tjener penge, og hvor afskedigelser fylder rigtigt meget. Det handler i højere grad om at arbejde smartere og på en anden måde,« siger finansdirektøren.

Nedjusteringen gav tirsdag morgen Pandora-aktien tæsk. Kort efter åbningen faldt den med knap ti procent. Men lige før frokost gik den i plus efter at have været i minus det meste af formiddagen.

Både finansdirektør Anders Boyer og driftsdirektør Jeremy Schwartz har åbenbart den virkning på investorerne, da de på en telekonference lagde kortene på bordet og indrømmede, at tredje kvartal var skuffende, at strategien skal strammes op, og at 2019 også bliver et udfordret år for smykkeselskabet.

»Man når langt tillidsmæssigt med ærlig og overbevisende kommunikation. Det, Anders Colding Friis og Anders Vekslund aldrig var i stand til i forbindelse med telekonferencer, er lykkedes for Anders Boyer og Jeremy Schwartz på 34 minutter,« lyder dommen fra Søren Løntoft Hansen, der er analytiker i Sydbank, til Ritzau.

Pandora oplyser, at den fortsat leder efter en ny topchef efter Anders Colding Friis, mens selskabet også er på udkig efter nye bestyrelsesmedlemmer.